Otte badmintondanskere rejser til OL som debutanter

Viktor Axelsen er den eneste i den danske badmintontrup, der tidligere har prøvet kræfter med OL.

Anders Antonsen er en af de otte OL-debutanter i Tokyo. Han skal på jagt efter medaljer i herresingle. (Arkivfoto)

Anders Antonsen er en af de otte OL-debutanter i Tokyo. Han skal på jagt efter medaljer i herresingle. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget de ni badmintonspillere, der skal repræsentere de rød-hvide farver ved OL i Tokyo senere på sommeren.

Otte af dem er debutanter. Kun Viktor Axelsen har tidligere prøvet kræfter med den store begivenhed.

Mia Blichfeldt skal spille damesingle, og Anders Antonsen skal ligesom Viktor Axelsen forsøge at få medalje i herresingle.

Sara Thygesen og Maiken Fruergaard udgør damedoublen, Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup skal spille herredouble, mens Alexandra Bøje og Mathias Christiansen stiller op i mixeddouble.

- Vi sender et stærkt hold med et super miks af talent, erfaring, OL-debutanter og verdensstjerner. Jeg er sikker på, at vi får masser af flot dansk badminton at se til OL, siger Søren Simonsen, chef de mission i DIF.

Selv om Viktor Axelsen har deltaget ved OL tidligere i karrieren, så ser han frem til legene i Tokyo med stor forventningsglæde.

- OL i Tokyo bliver en stor og anderledes oplevelse for såvel mig personligt som for hele vores hold, og jeg glæder mig enormt til at repræsentere Danmark og hele det danske olympiske hold, siger Axelsen i en pressemeddelelse.

- De olympiske ringe giver en helt fantastisk stemning og atmosfære under turneringen, men når man står på banen og skal levere resultater, så handler det selvfølgelig om at kunne koble hjernen lidt fra al den olympiske hype, når det gælder, siger Viktor Axelsen.

I Rio de Janeiro i 2016 vandt Viktor Axelsen bronze, og det vil han gerne gøre bedre i Tokyo.

- Sportsligt sigter jeg højt, og jeg er klar til at forsøge at forbedre mit bronzeresultat fra Rio 2016, siger Viktor Axelsen.

Siden badminton kom på OL-programmet i 1992, har Danmark vundet otte medaljer.

Poul-Erik Høyer står bag den største bedrift. I Atlanta i 1996 slog han indonesiske Heryanto Arbi i finalen, rev sin t-shirt i stykker og fik en guldmedalje om halsen.

Derudover er det blevet til tre sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.