Europæiske union

Otte EU-lande med Danmark skærper klimapres på EU-kommissær

Der skal handles nu, hvis Paris-aftalen for klimaet skal holde, siger EU-lande, som vil øge CO2-reduktionen.

Frans Timmermans er tirsdag i EU-Parlamentet til godkendelseshøring som indstillet klimakommissær. Otte EU-lande forsøger med et åbent brev til hollænderen at lægge pres på hans klimaambitioner, så man hæver EU's 2030-reduktionsmål for CO2.

Frans Timmermans er tirsdag i EU-Parlamentet til godkendelseshøring som indstillet klimakommissær. Otte EU-lande forsøger med et åbent brev til hollænderen at lægge pres på hans klimaambitioner, så man hæver EU's 2030-reduktionsmål for CO2.

LUXEMBOURG:Otte EU-lande heriblandt Danmark lægger pres på EU-Kommissionen og næstformand Frans Timmermans for at få skærpet EU's 2030-mål for reduktion af CO2.

Hollænderen optræder tirsdag i EU-Parlamentet til en godkendelseshøring om jobbet som klimakommissær, som han skal overtage 1. november.

I et åbent brev til Timmermans appellerer Danmark og de øvrige syv lande til, at EU hæver reduktionsmålet fra 40 procent til 55 procent.

- Lige som Danmark går forrest i EU for at presse EU, så skulle EU gerne gå forrest for at presse resten af verden. Det kræver, at EU-Kommissionen lægger sig i selen og foreslår EU-landene, at vi skal hæve vores ambitionsniveau, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen (S).

I brevet skriver de otte ministre, at FN's 25. klimakonference i december er en vigtig anledning til at vise vilje til hurtigt at gøre noget.

EU skal senest i foråret fastlægge et nyt klimamål før FN-konferencen COP26 i 2020. Derfor skal den næste EU-Kommission lynhurtigt ud af startboksen 1. november med et forslag.

- Nu kommer der en ny kaptajn på skuden, siger Dan Jørgensen om Frans Timmermans.

- Vi sætter vores lid til, at han tager lederskab.

Baggrunden for forslaget er en ambition om at kunne indfri det helt overordnede mål i FN's klimaaftale fra Paris i 2015.

Her blev verdens lande enige om at forsøge at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning til 1,5 grader celsius ved udgangen af dette århundrede.

Det er Holland og Luxembourg, som har taget initiativ til brevet fra EU-koalitionen, og Danmark gik umiddelbart med på idéen. Danmark arbejder nu på at få flere medlemslande med.

- Jeg er både glad for og stolt over, at det kunne lykkes at lave sådan en alliance om så ambitiøst et mål, som det vil være i givet fald, siger Dan Jørgensen.

Det åbne brev er underskrevet af ministre fra Sverige, Spanien, Letland, Portugal, Holland, Luxembourg, Frankrig og Danmark.

Det står allerede klart, at EU med de fastlagte politikker vil nå at reducere noget mere end de 40 procent, man tidligere har besluttet.

24 EU-lande blev på et topmøde i juni enige om, at EU skal være klimaneutralt i 2050. Det betyder, at der skal være balance mellem udledning og optag af CO2 i midten af dette århundrede.

Siden juni er også Estland kommet med på 2050-målet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst