Otte færre indlagt med corona - ingen nye dødsfald

Antallet af indlagte med corona falder, og der er ikke registreret dødsfald med corona siden søndag.

63 patienter med coronavirus er indlagt på de danske sygehuse. (Arkivfoto)

63 patienter med coronavirus er indlagt på de danske sygehuse. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Igen torsdag viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut, at færre er indlagt med coronavirus i Danmark.

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet med otte, så der ved torsdagens opdatering er 63 indlagte. Af dem er 14 indlagt på en intensiv afdeling.

Det er tre færre end ved opdateringen onsdag. Syv af de 14 er tilknyttet en respirator.

Dermed forsættes en tendens fra starten af april, hvor der bliver færre og færre indlagt - med enkelte daglige udsving.

Der er ikke registreret nye dødsfald i torsdagens opdatering.

Ifølge Statens Serum Institut er der ikke registreret et coronarelateret dødsfald siden søndag.

Antallet af nye smittede er 19 det seneste døgn, hvilket er blandt det allerlaveste i tre måneder.

De seneste tal bekræfter, at der er begrænset med smitte i det danske samfund, og at epidemien er ved at ebbe ud.

Sådan lyder det fra Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi.

Han hæfter sig ved, at antallet af nye smittede tre af de seneste fire dage har været under 20.

- Det ser rigtig fornuftigt ud. Det ser ud til, at antallet af nysmittede er faldende, hvilket vidner om en begrænset smitte i samfundet, siger han.

Selv om coronavirusset kan synes på vej ud, advarer han om, at befolkningen begynder at slække.

- Det eneste, der ikke må ske, er, at man begynder at slække på den gode hygiejne og at holde afstand, for så kan det lige pludselig blusse op igen, og det skal vi for alt i verden undgå, for vi har set, hvor hurtigt det kan gå, siger Torben Mogensen.

Han vurderer, at Danmark har et godt udgangspunkt for at kunne åbne grænserne for tyskere, nordmænd og islændinge 15. juni.

- Vi står rigtig godt rustet til at åbne grænserne - især fordi mange af områderne med sommerhuse ikke har særligt meget smitte.

- Det er primært et hovedstadsfænomen, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.