Otte lokale firmaer har dannet netværk

Erhvervsfolk bruger hinandens erfaringer

Løkken 10. januar 2003 01:00

LØKKEN-VRÅ: Nordjysk Kompetence Udvikling (NKU) og Løkken-Vrå Erhvervsråd har etableret et netværk mellem otte virksomheder i Løkken-Vrå kommune, der holder møder og udveksler erfaringer. Allerede efter de første møder, ser netværket ud til at blive en succes. - Jeg kan se, at de her folk kan bruge hinanden til mange gode ting. Det kræver selvfølgelig et stort tillidsforhold deltagerne imellem, men jeg synes, det kører godt allerede, og jeg kan se dem begynde at bruge hinanden på en helt anden måde. De udveksler erfaringer og gode råd om alle tænkelige dagligdags problemer i virksomhederne, fortæller erhvervschef Steen Hjulskov. Blandet forsamling Netværket består af virksomhederne Ventisol, LSM, In-Line Produktion, Vendelbo Trapper, Løkken Spa & Pool, Arovit Petfood, Hydra Tech og Vrå Dampvaskeri. Det er en blandet forsamling, men allerede på de første møder er der fundet fællesnævnere indenfor uddannelse og noget så ubegribeligt som strategisk kompetenceudvikling. Begrebet lyder så herligt mystisk, at det næsten ligeså godt kunne være en slags kodesprog og det nye netværk en hemmelig loge. Steen Hjulskov forsikrer dog, at der ikke er spor loge over foretagendet. Det drejer sig om at finde ud af, hvad der skal til, for at en virksomhed bliver bedre, mere konkurrencedygtig og fremtidssikret - og derpå fastlægge en strategi for, hvordan virksomheden kan udvikle sig i den rigtige retning. - F.eks. har mange behov for en mellemlederuddannelse, og det er blandt andet i forbindelse med planlægningen af uddannelsen, at fælles problemstillinger kan opstå, siger Steen Hjulskov. Opstartsfasen Ifølge fabrikschef Claus Jensen, Arovit, er det et længe efterspurgt ønske hos mange virksomheder i Løkken-Vrå Kommune at få etableret et fælles netværk. De otte virksomheder holder møder med emner bestemt af deltagerne i fællesskab, det kan f.eks. være professionelle bestyrelser eller kommunikation. Netværket er i opstartsfasen og de endelige rammer er endnu ikke fastlagt, men det ligger fast, at der er EU- og amtskroner at komme efter via NKU: Udover fællesdelen i netværket, som er finansieret af NKU, er der til hver virksomhed op til 40.000 kroner til individuelle virksomhedsudviklingsprojekter. Løkken Spa & Pool er som den første allerede i gang med et individuelt projekt, oplyser Flemming Andersen, NKU. Fra deltagernes side er forventningerne til netværket store, og Steen Hjulskov håber inderligt, at netværket kommer til at køre videre "til evig tid". - Netværket er et scoop, mener Steen Hjulskov.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...