Otte nordjyder klar til DM i boksning

Otte nordjyske boksere skal med til de danske mesterskaber i boksning for amatører.

Otte nordjyske boksere - syv mænd og en enkelt kvinde - er klar til at kravle i ringen ved de danske amatørmesterskaber i Esbjerg i weekenden 11.-12. marts Det blev afsløret på et pressemøde mandag, hvor formanden for Danmarks Bokse-Unions elitesektion, DaBU-næstformand John Dalby, samtidig kunne konstatere, at i alt 52 mænd og ni kvinder har meldt sig til mesterskaberne. Han kunne også med tilfredshed notere, at der hos mændene bliver kamp om alle guldmedaljer lige fra fluevægt til supersværvægt. Pandrup BK er nordjysk topscorer med fire DM-deltagere. Det er de to jyske mestre i henholdsvis letvægt og letweltervægt, Kasper Bruun og Torben Keller, og de får ligesom ved de jyske mesterskaber selskab af fjervægteren Brian Brix og letvægteren Martin Lind. Fra Hobro er den jyske mester i weltervægt, Carsten Hammer Sørensen, opsat på at kopiere sit danske mesterskab fra 2004, mens Aalborg-klubben IK Sparta sender bantamvægteren Peter Hamann og letweltervægteren Hussein Hassan i aktion. Fra BK Pugilist i Frederikshavn har JM-sølvvinderen i bantamvægt, unge Farid Hanifi mod på endnu et mesterskab, selv om han blev stoppet i JM-finalen af Fadi Chahrour fra Brabrand, og han får selskab af klubkammeraten Bettina Hindsborg, som er eneste nordjyske islæt på spindesiden.