Byggeri

Otte nye andelsboliger i Brovst

Boliger i grønt område ved Østergade ventes klar inden jul næste år

BROVST:Otte nye andelsboliger i et grønt område ved Østergade i Brovst vil blive opført næste år. Bag projektet står Jørn Simonsen, Østergade 66, som vil lade husene opføre bag sin ejendom. Her har han et areal på 3400 kvadratmeter til rådighed til byggeriet. - Jeg venter at komme i gang med byggeriet midt i marts, og hvis det går efter planen, vil boligerne kunne tages i brug inden jul næste år, siger Jørn Simonsen. Fire af boligerne bliver på 90 kvadratmeter, og de fire øvrige bliver på 95 kvadratmeter. Til hver bolig bliver der en lille have samt redskabsrum og carport. Husene opføres i røde sten, og de bliver udstyret med alt i hårde hvidevarer og gjort færdige udendørs med græsplæne og flisebelægning. Arealet, hvor boligerne skal opføres, har Jørn Simonsen døbt Bomgårdslund efter Bomgården, der tidligere ejede al jorden i området og lå ved den østlige indkørsel til Brovst (ejendommen, hvor AT Blomster nu har til huse). Jørn Simonsen vil forsøge at sælge boligerne, inden byggeriet begyndes, og der vil blive holdt et informationsmøde for interesserede købere i begyndelsen af det nye år. Fornuftige priser - Jeg tror, det bliver let at sælge boligerne, siger Jørn Simonsen. De kommer til at ligge i et roligt, centralt kvarter ved mark og skov, og de vil kunne sælges til fornuftige priser. Andelsbeviserne for de mindste boliger kommer til at koste 190.000 kr. og for de største 198.000 kr. - Huslejen ligger endnu ikke fast. Men vi satser på, at den månedlige husleje med fællesudgifter skal ligge under 4500 kr. Det er Morten Brix fra EDC-Mæglerne i Brovst, der skal sælge boligerne. - Der er mangel på andelsboliger i Brovst, siger Morten Brix. Vi har tre-fire interesserede på venteliste, og de vil have andelsboliger ved jorden, så de har en lille have at kunne gå ud i. Andelsboligprojektet er budgetteret til 7,8 mio. kr. Jørn Simonsen har søgt om kommunegaranti for 15 procent af beløbet - 1.170.000 kr. - og ansøgningen behandles af Brovst Byråds økonomiudvalg på tirsdag.