Ildebrand

Otte personer kvæstet ved brand og eksplosion i Bayern

Brand i et raffinaderi nær Ingolstadt har ført til evakuering af op mod 2000 mennesker, oplyser politiet.

Bilister er stoppet op for at se røgsøjlerne fra et brændende raffinaderi i Bayern nær storbyen Ingolstadt. Otte mennesker blev kvæstet ved en eksplosion i raffinaderiet tidligt lørdag morgen. Foto: Lino Mirgeler/Ritzau Scanpix

Bilister er stoppet op for at se røgsøjlerne fra et brændende raffinaderi i Bayern nær storbyen Ingolstadt. Otte mennesker blev kvæstet ved en eksplosion i raffinaderiet tidligt lørdag morgen. Foto: Lino Mirgeler/Ritzau Scanpix

Mindst otte personer er blevet kvæstet ved en eksplosion og en brand i et raffinaderi nær Ingolstadt i det sydlige Tyskland, oplyser tysk politi til AFP.

- Fem personer er lettere kvæstet, men tre af de kvæstede har moderate eller alvorlige kvæstelser, siger politiet i en erklæring.

Et stort antal brandfolk og politibetjente hjælper til med slukningsarbejdet, oplyser en talsmand for politiet i Oberbayern Nord.

Op mod 2000 mennesker er blevet evakueret.

- Der er tale om en storbrand i Vohburg an der Donau øst for storbyen Ingolstadt i Bayern. Det er uklart om et gasværk i området er berørt af branden, siger talsmanden, der angiver, at 200 brandfolk er sat ind i slukningsarbejdet.

Indbyggere indenfor en radius på 20 kilometer har fået besked på at holde døre og vinduer lukkede.

- Slukningsarbejdet fortsætter, siger en talsmand fra politiet tre timer efter eksplosionen.

Optagelser af branden, der er lagt ud på internettet, viser store flammer.

Ifølge lokale medier hørtes en kraftig eksplosion klokken 5.30 lørdag morgen.

Der er ikke offentliggjort oplysninger om årsagen til eksplosionen.

Raffinaderiet har ifølge avisen "Donaukurier" været i drift i over 50 år og ligger på et areal på knap 130 hektar.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst