Ottelinger født i Californien

BØRNEFLOK:De troede, at der var syv - men en kvinde i Californien fødte mandag otte børn på én gang. Alle overlevede og har det godt, oplyser lægerne. Det er kun det andet kendte tilfælde af ottelinger i USA. De seks drenge og to piger har det godt på neonatalafdelingen, oplyser lægerne på hospitalet i Los Angeles-forstaden Bellflower. To af børnene havde dog umiddelbart efter fødslen brug for hjælp til at trække vejret. De otte børn blev født ved kejsersnit ni uger for tidligt. De var alle ude efter fem minutter til stor overraskelse for fødselsteamet, der talte ikke mindre end 46 læger, sygeplejersker og jordemødre. Lægerne havde troet, at moderen ventede syvlinger, og derfor var forbløffelsen stor, da det viste sig, at der gemte sig endnu en lille én. Spædbørnene vejede mellem 680 gram og 1,47 kilo (normalvægt for en nyfødt er mellem 2500 og 3999 gram), og moderen planlægger at amme alle otte børn, fortæller lægerne. Det sidste hold ottelinger i USA, der alle overlevede fødslen, kom til verden i Houston, Texas i 1998. Det var seks piger og to drenge. En af pigerne døde imidlertid en uge efter fødslen. /ritzau/Reuters