Oue-gymnastikken bryder løs

} IGANG:Gymnasterne fra Oue og i omegn springer ud i disse dage, hvor Oue HGF kalder til sæsonstart i den lokale idrætshal. I eftermiddag gælder det de allermindste - puslinge helt ned til to års alderen - som Lene Jungdahl og Annemette Blohm Schytte nænsomt fører ind i gymnastikkens forunderlige verden. I morgen ved spisetid skal to andre årgange i ilden. Som noget nyt forsøger klubben sig i år med et blandet m/k-hold med Thomas Eriksen som instruktør. Det foregår om aftenen. Ved spisetid i morgen byder OHGFs Mette Harpøth og Thomas Eriksen velkommen til springgymnasterne, som aldersmæssigt ligger fra anden klasse og opefter. De små piger og drenge (5-7 år) under instruktion af blandt andre Steffen Lund og Heidi Kjeldsen tog fat i mandags. } HÅBET SVINDER: Med 12 point op må Jarl Arden belave sig på, at holdets rolle i serie 2 allerede syv runder før sæsonafslutningen er udspillet. Nederlaget på 6-0 i Ådalen udbasunerer holdets nedrykker-kandidatur med flammeskrift. Holdet gik fra et par hædelige august-nederlag til en regulær september-øretæve. Ingen af delene giver som bekendt point. - Vi spillede ganske udmærket i første halvleg, men faldt helt sammen efter pausen, erkender Jarl-træner Henrik Andersen. Ådalen bragte sig i front efter 20 minutter og øgede snart til 2-0. Et minut før pausen blev det 3-0. Hvor det hårdtprøvede Jarl-mandskab tilspillede sig visse scoringsmuligheder i denne fase af kampen, mistede spillerne til gengæld gejsten efter pausen. } SKAVANKER: Plages du af dårlig ryg, er du overvægtig eller trækkes du med diverse småskavanker, er det nok værd at besøge træningsværkstedet under Sund By Arden. Hver tirsdag eftermiddag hjælper fysioterapeut Pia Leth Førby med forslag til et personligt træningsprogram med fokus på styrketræning eller konditionstræning. Eller på at sætte ind med relevante øvelser over for lige præcis den muskel eller det led, hvor du har smerter. Alle er velkomne, og det koster ikke noget at besøge træningsværkstedet i Kulturhusets sal.