Ove mod Ove i topkamp

Vendsyssel FF og Fredericia FC kæmper om topplaceringer

Viktor Ahlmann har måttet melde forfald til fredagens topopgør på grund af en skade. Arkivfoto: Bent Bach

Viktor Ahlmann har måttet melde forfald til fredagens topopgør på grund af en skade. Arkivfoto: Bent Bach

HJØRRING:Ove Christensen i Vendsyssel FF og Ove Pedersen i FC Fredericia er to af fodbolddanmarks mest erfarne og kompetente trænere.

Fredag aften mødes de i et vaskeægte topbrag på Bredbånd Nord Arena.

- Det bliver et meget intenst opgør. De har haft et utroligt godt transfervindue, hvor de har formået at forlænge lejeaftalen med U21-målmand Jeppe Højbjerg, og samtidig har de fået syv spillere ind, som alle vil være at finde i startopstillingen mod os. Selv er vi kommet bedre fra start - både resultatmæssigt og spillemæssigt - end ventet, så det er en topkamp med alt, hvad det indebærer, siger Vendsyssel-træner Ove Christensen.

De to trænere kender hinanden fra et langt liv både som modstandere, men også som gode venner i privaten, og de er ofte at finde som sidekammerater på fodboldstadions over hele landet.

- Jeg tror, du har ret i, det vil være svært at komme med noget taktisk, som den anden ikke er forberedt på. De har skiftet system til 3-5-2 i denne sæson - det som vi spillede sidste år - og derfor ved vi både hvilke fordele og hvilke ulemper, der er. Og så ved jeg jo fra Ove, at han er en træner, der forlanger meget af holdet. De skal være i fysisk rigtig god form, og så er de meget farlige på standardsituationer, siger Ove Christensen.

Vendsyssel FF må undvære angriberen Viktor Ahlmann. Han blev skadet i forbindelse med noget selvtræning torsdag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.