Ove Ordglad

Ove Nørhave fylder mandag 50 år.

Ove Nørhave fylder mandag 50 år.

¤Ove Nørhave, journalist og debatredaktør, A.C. Jacobsens Vej 19, Nørresundby, fylder mandag 50 år. I lidt mere end halvdelen af sit liv - 28 år alt iberegnet - har Ove Nørhave været tilknyttet NORDJYSKE Stiftstidende og tidligere Aalborg Stiftstidende. Siden 1999 som debatredaktør med ansvar for at redigere læserbreve, holde styr på faste leverandører til debatsiderne samt være med til at skrive ledere, klummer og kommentarer, blandt andet "Ugen der gik". Hertil kommer tusindvis af koncert-, musik- og boganmeldelser til kultursiderne. Musikalsk har Ove Nørhave en vis svaghed for Melodi Grand Prix og for populærmusik i det hele taget. Desuden står han bag en del læserkonkurrencer på bagsiden. I 2005-2008 anmeldte han desuden take-away- og grillmad. I det hele taget findes der næppe det område af avisen, inklusive lokalstof, hvor han ikke på et tidspunkt har skrevet et eller andet i de forløbne år - om det så er sportssiderne, selv om interessen for og kendskabet til sport er yderst begrænset. Det gør ham til en journalistisk profil på NORDJYSKE Stiftstidende, og samtidig er denne meget vidende mand også et behageligt og interessant menneske at arbejde sammen med. Særlig stor opmærksomhed har der de senere år været om den ugentlige sprogrubrik i Indsigt om søndagen, "Ordjyske", hvor spørgelystne og kommentarbegejstrede avislæsere, tv-seere og radiolyttere kan få luft og svar på spørgsmål. Ove Nørhave har en markant sprogfornemmelse og sprogviden - og viden om, hvor han skal finde det, han ikke ved! Det er med god grund, "Ordjyske" får mange reaktioner - og det glæder ethvert sprogmenneske, at nordjyderne stadig er meget optaget af det danske sprog. Sprogbøger - altså bøger om sprog - er sammen med romaner, debatbøger og stadig flere biografier det, der oftest glider ned hos fødselaren, som har en udtalt svaghed for at fortære hele forfatterskaber. Er en forfatter først for alvor faldet i smag, gælder det om at læse alle - eller i hvert fald flest mulige - værker af vedkommende. Også film - både i biografen og på dvd - samt musik har stor interesse i fritiden. I 2007 var Ove Nørhave med til at skrive en biografi om skuespilleren og teaterdirektøren Jesper Klein, "Jesper Kleins liv og lykke". Siden 1996 har Ove Nørhave været medlem af menighedsrådet ved Nørresundby Kirke. Ove Nørhave har siden 1989 været gift med bankassistent Agnethe Ruberg, og de har børnene Daniel, Sarah og Jacob.