Ove P.: Første opgave er brandslukning

Den nye Hobro-træner erkender, at han i første omgang må tænke kortsigtet

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

HOBRO:Ove Pedersen blev tirsdag præsenteret som ny cheftræner i Hobro IK på en kontrakt frem til 2017.

Første opgave for den rutinerede cheftræner bliver at afværge en overhængende nedrykningsfare.

- Det er jo sådan, det er. Jeg ville da hellere spille om medaljer, men i bund og grund er udfordringen den samme. Vi skal nå vores mål, og det er at redde os. I den situation, vi er, kan jeg ikke begynde at tænke for langt frem, for den første opgave er brandslukning, siger Ove Pedersen.

Træneren har overtaget et hold, der i øjeblikket er seks point bag Esbjerg på den rigtige side af nedrykningsstregen.

- Jeg fik også at vide på vej herop, at det var for stor en udfordring, jeg har påtaget mig, men det afgørende er, hvordan spillernes mentale tilstand er. Er den okay, kan vi klare det, og det er det, vi skal fokusere på i første omgang. Så må vi vente med at fokusere på pointene, siger Ove Pedersen.

Ove Pedersen er tiltrådt i Hobro med øjeblikkelig virkning og var allerede tirsdag på træningsbanen. Med sit skifte til Hobro er den rutinerede cheftræner kommet til en klub, der langt fra har ligeså meget erfaring fra landets bedste række som ham selv.

- Hobro har ledt efter en mand, der kunne løfte klubben yderligere. Det vil være forkert at sammenligne mig med Jonas Dal, og det er heller ikke det, klubben har eftersøgt. Jeg kommer selv fra en lille klub, så jeg ved, hvordan det er. Klubbens størrelse skræmmer mig ikke, siger den nye Hobro-træner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden