Over 100.000 danskere står uden fast familielæge

Om blot få år kan over 300.000 danskere stå uden den klassiske familielæge, viser fremskrivning.

Det kan have konsekvenser for folk med livslange sygdomme, når de ikke bliver fulgt af en familielæge igennem længere tid, skriver Berlingske. Foto: Morten Stricker/arkiv/Ritzau Scanpix
Arbejdsmarked 1. september 2018 18:36

I øjeblikket har 105.106 danskere ikke en traditionel familielæge, men er i stedet tilknyttet såkaldte udbuds- og regionsklinikker.

Det viser opdaterede tal, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har udarbejdet for Berlingske.

En tredjedel af de praktiserende læger forventes at gå på pension inden for de næste ti år, og en fremskrivning fra PLO viser, at udbuds- og regionsklinikkerne allerede i 2021 kan have over 300.000 patienter tilknyttet.

På klinikkerne er patienterne sikret lægehjælp i områder med mangel på praktiserende læger.

Men de bliver ikke fulgt af den samme læge over flere år, for udbuds- og regionsklinikker har ofte skiftende læger ansat i kortere perioder.

Den manglende kontinuitet rammer alle patienter, men især dem med livslange sygdomme som for eksempel KOL, diabetes og visse psykiske lidelser, lyder flere vurderinger ifølge Berlingske.

Ifølge Liselott Blixt (DF), formand for Folketingets Sundhedsudvalg, er en del af problemet, at der kan være intime problemer, som patienter ikke ønsker at fortælle til en fremmed læge.

- Jeg ønsker ikke regionsklinikker, hvor man går hos læger, der kun er ansat i klinikken i kort tid. Det er en nødløsning, som kan fungere, hvis man lige har fået halsbetændelse, siger hun.

Problemet med lægemangel er på ganske få år rykket fra at være en nordjysk udkantsproblematik til at blive landsdækkende.

I Greve Kommune er 1360 patienter tilknyttet en udbudsklinik, og onsdag i denne uge besluttede Region Hovedstaden at oprette to nye midlertidige regionsklinikker for borgere i kommunerne København og Frederiksberg, der har problemer med at få en praktiserende læge.

På Frederiksberg har alle praktiserende læger lukket for tilgang af nye patienter, og i København er det 98 procent af lægerne.

Camilla Hersom, formand for Danske Patienter, siger, at "lægemanglen er en udfordring, der underminerer hele den måde, vi har struktureret vores sundhedsvæsen på".

Hun understreger, at det for patienterne er ligegyldigt, hvem der ejer lægeklinikken.

- Vi synes ikke, at udbuds- og regionsklinikker er dårlige, men vi har set, at der nogle steder er udfordringer, fordi udskiftningen af læger i klinikkerne er så stor, siger hun.

- Den dag, du virkelig kommer til at fejle noget alvorligt, vil en læge, der har fulgt dig gennem flere år, bedre kunne vurdere, om det er noget alvorligt, fortsætter hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...