Over 100 besøgende i Fritterens julebasar

Straks fra julebasarens start var der stor interesse for tombolaen. Fra venstre Rikke Simonsen, Emilie Sørensen, Anders Bjerregaard, Mads Nielsen og Christinna Nielsen.
ARENTSMINDE:Julesangen ”Julen sig nærmer” indledte meget passende julebasaren, som skolefritidsordningen Fritteren ved Øland/Langeslund Skole holdt i den julepyntede gymnastiksal på Langeslund Skole. Umiddelbart efter sangen var de mange børn og øvrige gæster straks i gang ved de mange aktiviteter på basaren. Mest populær var tombolaen, hvor der var cirka 300 gevinster, som børnene selv havde lavet. Blandt de mange gevinster var der potteplanter, glas med hjemmesyltet tilbehør, til og fra kort samt mange andre juleting. Herudover var der fiskedam samt et værksted, hvor familierne kunne fremstille juledekorationer med materialer, som børnene selv havde været med til at finde. Kageboden, hvor der kunne købes hjemmebag, og der var flere end 10 slags at vælge imellem, var også godt besøgt af både børn og voksne. Børnene var under hele julebasaren tildelt små opgaver, der skulle varetages for at afvikle arrangementet, og det klarede de forbilledligt med hjælp fra forældrebestyrelse og SFOens personale. Julebasaren havde udover Fritterens 45 børn besøg af over 100 gæster, hovedsagelig søskende, forældre og bedsteforældre. Der er tradition for, at skolefritidsordningens børn holder julefrokost i december, og overskuddet fra julebasaren går til julefrokosten. jd