Over 100 er kvæstet ved eksplosion i USA-fængsel

Flere mure er styrtet sammen under voldsom gaseksplosion i fængsel i Florida.

Udland 1. maj 2014 13:30

Mindst 100 fanger og fangevogtere er kvæstet efter en formodet gaseksplosion torsdag morgen i et fængsel i den amerikanske stat Florida, oplyser NBC News.

Flere hundrede familiemedlemmer til de indsatte belejrer det lokale fængsel i Escambia County i den nordlige del af staten.

Flere mure er styrtet sammen ved eksplosionen, der er sket, mens det stadig er mørkt og tidlig morgen i Florida. Men ingen er døde.

- Bygningen er delvist kollapset, siger en talskvinde for de lokale myndigheder.

Der var cirka 600 fanger i fængslet, da eksplosionen rystede den fire etager høje bygning.

Ingen af fangerne er undveget.

Der er foreløbig ikke nogen forklaring på, hvad der er sket. Men onsdag var området ramt af dårligt vejr og oversvømmelser.

400 mænd og 200 kvinder er indsatte i fængslet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...