Over 150 omkommet ved oversvømmelser

KARACHI:Springfloder som følge af voldsom monsunregn har kostet mindst 153 mennesker livet i Pakistan. Flere lig blev afdækket, da vandet trak sig tilbage i landets sydlige Sindh provins, oplyste myndighederne og nødhjælpsarbejdere i går. - Dødstallet er nu 153, efter at 43 omkomne er blevet bjærget fra det værst ramte Badin distrikt, siden de voldsomme regnskyl begyndte for et par uger siden, sagde talsmand for lokalregeringen i Sindh, Salahuddin Haider. Han sagde, at nødhjælpsarbejdet var i fuld gang, og at hæren og paramilitære styrker var i gang med at hjælpe den civile administration med at distribuere forsyninger af mad og medicin til de berørte mennesker. Haider sagde, at der var etableret omkring 200 nødlejre i Badin og Thatta, Shikarpur, Larkana og Tharparkar distrikter i Sindh provinsen. En nødhjælpsarbejder, Rizwan Edhi, sagde, at han frygtede, at dødstallet ville blive langt højere end det aktuelle, idet mange mennesker var afskåret fra omverdenen som følge af de voldsomme regnskyl. Han vurderede, at antallet af omkomne kunne stige til omkring 300. Meteorologisk Institut, som betegner monsunen som den værste siden 1994, venter mere regn i de kommende dage. /ritzau/AFP