Over 18.000 har fået konstateret omikron i alt i Danmark
Siden lørdag er antallet af omikrontilfælde steget med 21 procent i Danmark, viser tal fra SSI.
Det samlede antal omikrontilfælde i Danmark er søndag steget til 18.753.
Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) søndag eftermiddag.
Tallet er en stigning på 21 procent fra lørdagens tal på 15.452. Siden lørdag er 3301 således fundet smittet med omikron.
Det er omikronvarianten, der udgør en væsentlig del af begrundelsen for de nye restriktioner, som søndag er trådt i kraft.
Restriktioner betyder blandt andet, at visse erhverv - herunder biografer, spillesteder og museer - skal lukke, og serveringssteder skal justere åbningstider.
For barer, restauranter og caféer betyder de nye restriktioner således, at de skal lukke fra klokken 23 til 05. Og at der ikke må serveres alkohol efter klokken 22.
Arbejdspladser skal derudover opfordre til hjemmearbejdet, og afstandskrav gælder igen.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.