Over 200 kunstværker til bedømmelse

Interessen for at være med på den censurerede udstilling på Tranum Strandgård er stor.

Over 200 værker fra 55 kunstnere er sendt til bedømmelsen, som går i gang i dag, torsdag, fortæller Bjarne Segefjord fra Strandgårdens bestyrelse. - Man kan hævde, at en censureret udstilling er et resultat af en omgang smagsdommeri, siger Segefjord. - Den enkelte censor må nødvendigvis forholde sig til, hvorledes vedkommende forholder sig til et kunstværk. Der er til syvende og sidst tale om en subjektiv bedømmelse. Samtidigt vil censoren også gerne formidle det positivt oplevede kunstværk til andre - til publikum. Det betyder, at den enkelte censor må forholde sig objektivt til sin egen subjektivitet. Derfor er det nødvendigt med mere end én censor. Enhver risiko for at udstille billeder malt af æsler med halen skal undgås, siger han. Til Strandgårdens censurerede udstilling er knyttet tre censorer. Det er malerne Susanne Böse Andersen. Helga Thagaard og Leif Lemmiche. To af censorerne er medlemmer af Billedkunstnernes Forbund. - Medlemskab af den forening er at sammenligne med et svendebrev - altså at man kan sit kram, siger Segefjord. - Bliver man som kunstner optaget på en censureret udstilling får man børstet sit ego af. Det er svendeprøven - det blå stempel, siger Bjarne Segefjord og tilføjer, at en censureret udstilling også har en vis pr-værdi for udstillingsstedet. - Det hører sig til, at man har en censurret udstilling, siger han. Af de 55 kunstnere, der har sendt værker, er de 51 malere. Der er tre skulptører og en enkelt keramiker. Der er fernisering på udstillingen store bededag, fredag 20. maj , og udstillingen kan ses ses indtil 5. juni. soj