Over 200 løb med i Bangsboløbet

Klapsalver til arrangørerne for et flot og smukt løb.

Over 200 løbere kom godt fra start ved det 18. Bangsboløbet. Foto: Kim Dahl Hansen
Atletik 14. september 2009 10:08

Vejret var bare løbevejr - og måske var det derfor at 222 løbere stod klar, da FAK66 med Willy Jochumsen som nedtæller, skød Bangsboløbet 2009 i gang. På forhånd var arrangørerne klar over, at der var pæn interesse for Bangsboløbet - 106 havde nemlig meldt sig til inden søndag. Men i løbet af søndag formiddag røg man helt op på 222 - og det er næsten 200 flere end det ringeste år. - Det er svært at få armene ned, erkender Willy Jochumsen, som på vegne af FAK66 blev klappet op inden medaljeoverrækkelse - fordi alt forløb så smidigt - og fordi det er en hård, men ualmindelig smuk løbsrute. Ruterne var nemlig lagt ud i et fantastisk terræn, som altså også er kendetegnet ved mange bakker og dermed en udfordring for løberne. Så efter den midterste bunker var nået, så gik turen nedad for at runde op på Pikkerbakken igen - altså for 10 kilometeren. Eller som en af de forhåndstilmeldte har udtalt: - Vi glæder os til det ekstreme løb, som Bangsbo byder på. Og den var Hørby Ungdomsskole med på. Skolen stillede med en halv snes elever og lærere og det var da også en af Hørbyfolket, der løb med sejren på 10 kilometeren - nemlig Jesper Ejnar Jensen, der klarede turen i tiden 39.34. Det var 18. gang, der blev arrangeret Bangsboløbet. Sidste år deltog 162. Der er et 2,5 kilometer løb specielt tiltænkt børn under 14 år. Det løb blev vundet af Emma Jensen med 12.39 og Thor Møller Sørensen med 11.06. 5 kilometeren gav gevinst til Hanne Christensen, der kom ind i tiden 25.27 og Claude Shukuru, der gjorde det i en meget flot tid på kun 18.15. Som nævnt vandt Jesper Ejnar jensen herresiden på 10 kilometer. Vinderen i damegruppen blev Elin Havsager med 50.41.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...