Over 200 til kunst i børnehøjde

Børnehaver inviteret til Nørhalne Viser Kunst

Børnepasning 1. februar 2003 07:00

NØRHALNE: Det var hverken bolden eller tøndebåndet, der var i centrum, da flere end 200 børnehavebørn valfartede til Nørhalne Hallen fredag formiddag. Derimod var det 60 kunstneres kunstværker i IFN"s Kunstvenners udstilling "Nørhalne Viser kunst", der var genstand for opmærksomheden. Udstillingen, som varer til og med søndag, blev åbnet torsdag aften med en velbesøgt fernisering med tale af forfatteren Rolf Bagger og musik af Swingduoen. Det var første gang, at kommunens børnehaver var inviteret til at besøge udstillingen, få frugt, slik og saftevand samt tage deres egne tegninger med, men det bliver nu et fast indslag i udstillingen. Tegningerne blev hængt op i hallen, ligesom de øvrige kunstværker, og bliver i dag bedømt, så der kan uddeles tre præmier søndag. Blandt børnehaverne var Thomasmindeparkens Børnehave i Aabybro, Børnehaven Regnbuen i Nørhalne og Kernehuset i Biersted. - Det er godt tilbud. Vi bliver hentet og fragtet og skal ikke tænke på udgifter til transport, og det er ikke så tit, at vi tager ud til kunst med børnene, fortæller Lene Kristensen fra Kernehuset, som sammen med sine kollegaer var afsted med 30 børn. - Vi ved ikke, hvad børnene får ud af det. Men når de ser, at vi er interesseret i kunst og taler med børnene om det, så håber vi, at de får noget ud af det. Desuden er det en oplevelse for dem, at de også skal udstille, og det er med til at gøre det hele mere jordnært for dem, siger hun. Og reaktionerne var da også impulsive blandt børnene. Nogle af Bente Tofts udstillede fugle af filt blev bedømt til at være flyvende mus, mens kunstnerens papegøjer straks blev genkendt og af nogle vurderet til at være udstoppet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...