Over 36 millioner fulgte midtvejsvalget på tv i USA

Hele 59 procent flere tv-seere fulgte tirsdagens midtvejsvalg i USA sammenlignet med valget i 2014, viser tal.

Ritzau
Under det amerikanske midtvejsvalg tirsdag var det Fox News, der lokkede flest tv-seere til. 7,78 millioner seere fulgte med på kanalen, viser tal fra analysefirmaet Nielsen.
Valg og folkeafstemninger 8. november 2018 03:13

WASHINGTON: Flere end 36 millioner tv-seere i USA fulgte med fra skærmen, da midtvejsvalget løb af stablen tirsdag.

Det viser tal fra Nielsen, der blandt andet måler antallet af tv-seere i USA.

Mere præcist gjaldt det 36,1 million seere, og det er en stigning på hele 59 procent sammenlignet med det seneste midtvejsvalg i 2014.

Dengang så 22,7 millioner mennesker med hjemme fra stuerne, da Barack Obama var præsident.

Ifølge Nielsen er tirsdagens antal tv-seere det højeste antal, der følger et midtvejsvalg, siden 2002.

Det var tv-stationen Fox News, der lokkede flest til med 7,78 millioner seere.

Ikke alene havde Fox News flest seere. Kanalen var også hurtigst ude at forudsige, at Demokraterne ville vinde flertal i Repræsentanternes Hus. Fox News' hold af valgeksperter viste sig at få ret.

Efter tirsdagens valg skal præsident Donald Trump således vænne sig til, at Det Republikanske Parti ikke sidder på hele magten i Kongressen.

Ved valget vandt Demokraterne nemlig flertal i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne udbyggede sit flertal i Senatet.

Ifølge Nielsen havde NBC det næsthøjeste antal tv-seere med 5,69 millioner i den bedste sendetid. ABC havde 5,26 millioner, CNN 5,07 millioner, MSNBC 4,75 millioner og CBS 3,86 millioner tv-seere.

På et pressemøde i Det Hvide Hus onsdag - dagen efter valget - inviterede Donald Trump Demokraterne til at samarbejde om infrastruktur, handel og medicinpriser i den kommende kongres.

Han anerkendte, at Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har fået udrettet meget ved at vinde flertallet i forsamlingen.

Dog advarede han Demokraterne mod at bruge de næste to år i Repræsentanternes Hus på høringer og efterforskning af ham og hans regering.

/ritzau/AP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...