Politik

Over 40 års strid er slut: Danmark og Polen enige om grænse

Forhandlingerne begyndte i 1970'erne, men nu er Danmark og Polen enige om den maritime grænse i Østersøen.

Danmark og Polen har slået en streg i vandet. Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og Polens ditto, Jacek Czaputowicz, er nemlig blevet enige om en maritim grænse i Østersøen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danmark og Polen har slået en streg i vandet. Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og Polens ditto, Jacek Czaputowicz, er nemlig blevet enige om en maritim grænse i Østersøen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danmark og Polen er blevet enige om, hvor den formelle grænse mellem de to lande skal trækkes i havet syd for Bornholm.

Hidtil har der været et 3600 kvadratkilometer stort havområde, som både Danmark og Polen har ment at have råderet over.

Forhandlingerne mellem landene begyndte i 1970'erne.

- Jeg er meget glad for, at vi nu endelig har en aftalt grænse med Polen. Aftalen er et historisk skridt, der vil skabe klarhed i området til gavn for begge parter.

- Jeg ser frem til at underskrive traktaten i den nærmeste fremtid, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.

Balladen har vedrørt bestemmelserne i FN's Havretskonvention, der fastslår, at alle kyststater har ret til en såkaldt eksklusiv økonomisk zone på op til 200 sømil fra kysten.

I denne zone har landene førsteret til ressourcer som eksempelvis olie, gas og fiskeri.

Polens udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, udtrykker også glæde over aftalen.

- Til min store tilfredshed er vi meget tæt på at afslutte en mere end 40 år lang tvist.

- Den rimelige aftale vil bidrage til at styrke det bilaterale forhold og samarbejdet mellem vores lande og vil skabe juridisk klarhed i Østersøregionen, siger han.

Aftalen gavner også projektet omkring Baltic Pipe, som er en ny gasrørledning. Den skal forbinde Danmark og Polen med de norske gasfelter i Nordsøen.

Polen får til opgave at føre rørene til vands, mens Danmark står for arbejdet, når gasrørene kryber på land på Fyn og i Jylland.

Havgrænsen mod Polen er den sidste, der manglede at blive lagt fast i Danmarks østlige egne. Aftaler med Sverige og Tyskland faldt på plads i 1980'erne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst