Over 40 mennesker mødte Venligboerne

Den nye forening ønsker at arbejde for at danskere og flygtninge mødes. Første gang bliver 8. august

Marianne Isen
Stiftende møde i Venligboerne Frederikshavn. Privatfoto.
Frederikshavn 29. juli 2015 05:02

FREDERIKSHAVN: Camilla Patricia Høeg bor i Frederikshavn, og er tovholder på den nye afdeling af foreningen Venligboerne Frederikshavn, og hun er om muligt endnu mere venligt stemt end før det stiftende møde i weekenden.

- Jeg havde ventet var, at der til Venligboernes første møde i Frederikshavn ville dukke 20 nye ansigter op. I stedet mødte 46 nysgerrige sjæle op, fortæller hun.

Sæby, Kvissel, Strandby, Østervrå, Læsø og Frederikshavn var repræsenteret.

- De fleste var danskere, men også syrere og eritreanere var mødt op. Blandt andet tre eritreanske kvinder, som nu er bosat i Ravnshøj, fortæller Camilla Patricia Høeg.

Venligboerne startede i Hjørring, da ti lokale borgere satte sig ned for at drøfte, hvordan de bedste muligt kunne byde byens 500 asylansøgere hjerteligt velkommen. Nu har Venligboerne 50 afdelinger spredt over hele Danmark.

- Vores idé er fortsat, at danskere skal kunne mødes med asylansøgere og flygtninge, og vi havde en række forslag på bordet.

Konkret blev det besluttet hurtigt at holde en åbningsfest, og at den skulle finde sted lørdag 8. august.

- Men vi har endnu ikke fået fat på et lokale, så jeg ved ikke, hvor festen finder sted, siger Camilla Patricia Høeg.

Mads Nygaard, der har været med til at starte bevægelsen i Hjørring fortalte om initiativerne, som Venligboerne hidtil har søsat, om Venligboernes opstart, de nuværende 50 grupper på landsplan samt en meget vigtig pointe:

- Min erfaring er, at det for asylansøgeren er glædeligt, at så mange danskere rækker ud for at hjælpe, men samtidig endnu vigtigere for vores tilflyttere at få lov at bidrage. Der bliver gået mere op i at give mere end at modtage, sagde han blandt andet

Også Mesgina fra Eritrea fortalte om sin oplevelse af Danmark og Venligboerne.

- Danmark er et land og et folk, som jeg har meget kærlighed til. Jeg tror også på, at utroligt mange danskere har kærlighed til mig”, sagde Mesgina inden, at han sluttede af med at sige tak.

Der er også andre ting på vej, og man agter blandt andet at henvende sig til Integrationsrådet og de mennesker, der er ved at stable en anden aktivitet på benene 31. oktober i Maskinhallen.

Her holdes en kulturdag med temaet Hele verden i Frederikshavn.

Venligboerne Frederikshavn søger nu også lokaler til fast at kunne mødes i. En café, hvor asylansøgere og flygtninge bl.a. kan få hjælp til at forstå henvendelser fra de danske myndigheder, og hvor man i det hele taget kan mødes og lære hinanden at kende.

- Vi vil gerne have flere med, siger tovholderen Camilla Patricia Høeg, som kan kontaktes på mail: Camillapatricia@live.dk, på 31355025 og på Facebook under Venligboerne Frederikshavn og snart kommer der også en lokal hjemmeside.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...