Godthåb

Over 400 børn tilmeldt BibiFant Cup

Mikrofodboldspillere fra hele Himmerlands til Skørping 8. august

SKØRPING:En målrettet indsats ved telefonen har vist sig at være en god investering for Frem Skørpings arrangører af mikrofodboldstævnet BibiFant Cup 2004. Umiddelbart før tilmeldingsfristen 15. juni så det lidt sløjt ud på deltagerlisten, men med telefonen som værktøj har arrangørerne flerdoblet antallet, sådan at 46 hold fra hele Østhimmerland og dele af Vesthimmerland nu er meldt til stævnet søndag 8. august på Skørping Idrætscenter. Stævnet med over 400 deltagere ventes at samle op mod 1000 børn og voksne på banerne ved Skørping Hallen, så der bliver rigeligt at se til for de frivillige hjælpere, fortæller Niels Christian Hansen fra arrangørgruppen. 20 familier har meldt sig som hjælpere, men der kan sagtens bruges flere. BibiFant Cup mangler fortsat folk til at hjælpe i kiosken, og i særdeleshed som dommere i de mange kampe. De 46 hold fordeler sig pænt over alle seks rækker. Hos pigerne er der meldt otte hold til i årgang '96/97, mens der i 998 og yngre er meldt fire hold til. Drengene har otte hold tilmeldt årgang '96, otte hold i '97-rækken, hele tolv hold i '98-rækken og som en ekstra gevinst i forhold til de oprindelige planer er der seks hold af spillere fra 1999 og yngre. Skørping-stævnet vil samle hold fra Støvring, Hobro, Doense/Vebbestrup, Blenstrup, Veddum, Valsgaard, Øster Hornum, Suldrup, Hadsund, Nibe, Hornum, Terndrup, Ravnkilde, Svenstrup/Godthåb, Vaarst/Fjellerad, Kongerslev, Gistrup, Storvorde og Skørping. Stævnet er et led i Skørping Kommunes idrætsår. Det arrangeres af Frem Skørping i samarbejde med fodboldafdelingens hovedsponsor Sparekassen Himmerland og Skørping Kommune.