Udland

Over 60.000 er på flugt fra kampe i DRCongo

Kampe mellem regeringsstyrker og muslimsk oprørsorganisation får tusinder til at flygte til Uganda.

Over 60.000 er på flugt fra kampe i DRCongo

Over 60.000 mennesker er flygtet fra kampe i Den Demokratiske Republik Congo og har søgt tilflugt i Uganda.

Det oplyser Ugandas Røde Kors søndag.

Der er et øjeblikkeligt behov for penge og udstyr som telte, vandtanke og mad for at kunne hjælpe de mange, der er strømmet over grænsen, siger Røde Kors.

Flygtningene er nået ind i Uganda via grænseområdet Bundibugyo.

Foreløbig opholder de sig på lokale skoler og i landsbyer på den ugandiske side af grænsen.

Ugandas hær siger, at flygtningene er strømmet til, fordi der er opstået nye kampe mellem congolesiske regeringsstyrker og en radikal ugandisk gruppe, der kalder sig De Allierede Demokratiske Styrker (ADF).

Det er en muslimsk oprørsorganisation, som den ugandiske regering hævder har tilknytning til de somaliske oprørere i al-Shabaab.

Al-Shabaab er knyttet til terrornetværket al-Qaeda.

ADF har siden 1990'erne haft sammenstød med ugandiske regeringsstyrker. Dele af organisationen har slået sig ned i Den Demokratiske Republik Congo.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.