Over 70.000 døde af tsunamier i Sydasien

Naturkatastrofer 30. december 2004 05:00

Banda Aceh, Indonesien, onsdag /ritzau/AFP Dødstallet ventes at stige drastisk fra nu over 70.000 efter jordskælvet og flodbølger ved Det Indiske Ocean. Verdens største nødhjælpsoperation indledes. Grafik udsendes - - - - - - - - - - - Næsten 77.000 mennesker har mistet livet som følge af et kraftigt undersøisk jordskælv og efterfølgende flodbølger i Sydasien. Det sagde regerings- og sundhedsrepræsentanter onsdag. De advarede samtidig om risikoen for et langt højere antal døde på grund af sygdomme i kølvandet på katastrofen, som har udløst verdens største nødhjælpsoperation. En højtstående repræsentant for Internationalt Røde Kors Peter Rees spåede, at dødstallet når over 100.000. Rådnende lig, ødelagte kloakker, forurenet vand og mangel på mad og husly medfører sammen med myggebårne sygdomme som denguefeber og malaria, at yderligere titusinder mister livet, skønner FN-eksperter. Alene i Indonesien, som er det hårdest ramte land, resulterer jordskælvet søndag og flodbølgerne (tsunamier) måske i 80.000 dødsofre. Blandt de øvrige lande, som ligger nær epicentret for det kraftige jordskælv på 9,0 på Richter-skalaen, er Sri Lanka, Indien og Thailand, hvor stanken af død samt begravelser i massegrave giver en stemning af undergang blandt hjælpearbejdere, fordi den bliver parret med sorg og plyndringer. - Den umiddelbare rædsel, som forbindes direkte med jordskælvet og tsunamier, vil måske blive overgået af lidelserne på længere sigt i de påvirkede lokalsamfund, siger David Nabarro, ledende embedsmand fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Der er allerede desperat mangel på fødevarer og medicin i mange ramte områder. Opgaven med at afværge en ny bølge af lidelser er uden fortilfælde, og FN's nødhjælpskoordinator, Jan Egeland, siger, at nødhjælpsoperationerne bliver de største i historien. FN's generalsekretær, Kofi Annan, slutter sig til koret af advarsler om, at dødstallet kan stige drastisk. Han tilføjer, at ofrene vil forvente, at "det internationale samfund reagerer - og reagerer generøst". - Med tiden tror jeg, at vi vil få brug for milliarder. Milliarder af dollar, siger Annan. Mens hjælpeorganisationer lægger deres planer, og regeringer verden over lover kontant bistand og sender skibe og fly af sted for at hjælpe, står millioner af hjemløse over for en tilsyneladende håbløs opgave med at genopbygge ødelagte tilværelser midt i et kaos. Halvdelen af de bekræftede omkomne - over 36.000 - befinder sig i den indonesiske Aceh-provins, som ligger nær epicentrum for det kraftigste jordskælv i 40 år, som har udløst tsunami-flodbølger, som har ødelagt landsbyer og feriesteder ved kysten ved Det Indiske Ocean. Der er over 22.000 døde i Sri Lanka, næsten 11.000 døde i Indien, men det er ikke kun fattige, som er blevet ofre. Blandt de over 1800 døde i Thailand er hovedparten vestlige turister. Samme fordeling gælder de yderligere 5000 savnede i Thailand. Der meldes om 99 omkomne europæere, mens andre 2811 savnes. Fotomodeller, velhavende fodboldspillere, kongelige og filmstjerner er blandt dem, der måtte løbe for livet, da flodbølger slog mod kysterne. Men hovedparten af dødsofrene er fra 11 lande ved Det Indiske Ocean - fra Malaysia til Somalia, og en stor andel er børn, siger Carol Bellamy, lederen af FN's Børnefond (UNICEF). - Børn kan løbe, men de er dårligere i stand til at modstå oversvømmelser, siger Bellamy. Der er historier om mirakuløse redninger såsom en 13-årig pige, som overlevede ved at klynge sig i to døgn til en trædør på havet efter at være blevet revet bort fra en fjerntliggende ø. Der er også beretninger om massebegravelser, hvor mennesker sørger over at have mistet hele familier. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...