VADUM:Der skortede hverken på tilskuere eller fly ved det store Air Show, som søndag blev afviklet på Flyvestation Aalborg.
Der var på forhånd forventning om, at op mod 100.000 tilskuere ville dukke op til arrangementet, og det var ikke helt galt. Trods den silende regn var 80-85.000 tilskuere mødt op for at se på de mange fly. Trafikken var da også tæt på motorvejen, da de mange gæster var på vej til flyvestationen.
- Det har kørt lige så stille, men der har selvfølgelig været kø, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Fly fra 15 lande
Danish Air Show 2012 arrangeres af Air Wing Transport Aalborg, som havde inviteret mere end 100 fly fra 15 lande til at deltage i showet. Ikke alle fly nåede dog frem til showet på grund af det dårlige vejr. Air Wing Transport Aalborg er selv specialister i lufttransport - blandt andet med de store Hercules-fly - og derfor er det også sjældent, der er så mange og så forskellige fly på flyvestationen, som der var i dagens anledning.
Få aflysninger
Deltagerne præsenterede blandt andet udspring og luftakrobatik i verdensklasse, men der var også adskillige udstillinger og stande. Flyvevåbnet benyttede nemlig arrangementet til at fortælle offentligheden lidt om, hvad det kan og har af materiel og fly, og i år var der særlig fokus på de mange forskellige specialstyrker (SOF), som Flyvevåbnet arbejder sammen med i det daglige.
Kun få opvisninger blev aflyst på grund af vejret. Men blandt andet det tyrkiske luftopvisningshold Turkish Stars, som flyver med jager-bombere, kunne ikke flyve med deres supersoniske fly i det ublide junivejr. Og det samme gjaldt desværre afslutningsshowet, hvor flyene traditionelt har en hale af farver efter sig.
100 års jubilæum
Dansk militær flyvning kan i øvrigt fejre 100 års jubilæum i dag, og det blev også markeret ved Air Showet. Flyvevåbnets Air Show vil i fremtiden blive afviklet med to års interval, og derfor får Flyvestation Aalborg først æren igen i 2018.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.