Over al forventning

Aalborg 8. oktober 2002 08:00

Måske skyldes det gruppesammensætningen, men 25-årige Rasmus Hjortshøj har i hvert fald en helt anden opfattelse af samf. basis end Gitte Strauss. - Det er nærmest gået over al forventning. Man havde jo nogle store forventninger på forhånd, og jeg synes, at det har fungeret rigtigt godt i vores gruppe, siger Rasmus Hjortshøj, der skal fortsætte på historiestudiet efter basisåret. Selv tog han studentereksamen i 1996 og har siden arbejdet i børnehave, vuggestue og på hotel i England, ligesom han har været på højskole. Dermed er han den næstmest "erfarne" i sin gruppe, hvor de fire af de seks har fået studenterhue indenfor de sidste par år. - Men det har ikke være noget problem. Vi fandt ret hurtigt sammen i gruppen, og alle har bidraget med det, de kunne. Nogle var naturligvis mere aktive end andre i starten, da vi diskuterede emnet meget, men siden har andre så taget over, så alle har bidraget, siger Rasmus Hjortshøj. Faktisk har arbejdet kørt så godt, at gruppen allerede i sidste uge færdiggjorde deres første projekt, som skal afleveres i dag, og dermed har Rasmus Hjortshøj foreløbig kun gode erfaringer med gruppearbejdet, som han da også gik målbevidst efter. - AAU var min første prioritet. Både på grund af byen og på grund af arbejdsformen, som jeg synes er meget spændende, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...