Overborgmester: Udligningsfiasko vil koste København dyrt

Det kommer ikke en reform af kommunal udligning i denne valgperiode. Det giver anledning til utilfredshed.

Politik 17. april 2018 12:32 - Opdateret 17. april 2018 13:35

Forhandlingerne om en ny omfordeling af pengene mellem Danmarks kommuner brød tirsdag formiddag sammen.


Det kommer ifølge overborgmester i København Frank Jensen til at koste byen et årligt tab på 550 millioner kroner, fordi en opdatering fra Danmarks Statistik over indvandreres uddannelse automatisk vil slå igennem i det eksisterende udligningssystem fra 1. januar 2019.


- Det er et meget voldsomt beløb, som svarer til prisen på omkring 1000 folkeskolelærere - eller at der skal fyres 14 lærere på hver eneste københavnske folkeskole, siger overborgmester Frank Jensen (S)


- Jeg er ærligt talt i tvivl om, om Christiansborg har forstået, at der her gennemføres en massiv nedskæring i Københavns velfærdsbudget, der får meget konkrete konsekvenser. Det er jo ikke Anders And-penge.


Den manglende reform af kommunal udligning skuffer også borgmester i Odder Kommune, Uffe Jensen (V).


- Det er jeg skuffet og ærgerlig over på hele Danmarks vegne. Vi skulle gerne sikre et Danmark i balance, hvor der er nogenlunde lige mulighed for at levere samme service uanset kommune.


- Cirka syv milliarder kroner i Danmark havner i de forkerte kommunekasser, og det går ud over to tredjedel af landets kommuner, som burde få mere, end de får aktuelt, siger Uffe Jensen.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...