Lokalpolitik

Overborgmester med rødt hjerte

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frank Jensen (S)- nu er han københavner. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:De er der alle sammen. Årets nytårstorsk, Helle Thorning- Schmidt, Christine Antorini, der selv fik buddet, Don Ø med en hvid trøje, Per Larsen i fuld uniform og så alle de andre. Alle dem, der gerne vil kende eller allerede kender hovedstadens nye overborgmester fra den ene eller anden sammenhæng, som for eksempel Lars, der efter en times tid når frem til Frank Jensen og med overstrømmede håndtryk konstaterer, at nu har vi fået en overborgmester med rødt hjerte. Frank Jensen takker, smiler og hilser på Lars' kone før han trykker hånd og udveksler bemærkninger med den næste i den række, der hele tiden er ved ham. En af de første i rækken var socialdemokraternes gruppeformand, der er i feststemning. - Det skal fejres, så jeg har champagne med fra folketingsgruppen, siger Carsten Hansen, der glæder sig til samarbejdet med sin gamle kampfælle på Auken-fløjen, selvom der ikke længere er tabere og vindere i den kamp. - Frank Jensen har selv været med til at samle partiet, og han holdt løftet om, at der ikke skulle være nogen Jensen-fløj. Hip hurra Og Frank Jensen ligner heller ikke nogen fløjkriger, som han indtager rådhuset med løfter om bredt samarbejde og et smil, som ikke er set på de kanter i et stykke tid. Overborgmesteren kan da heller ikke skjule, at han nyder at være tilbage i politik i en grad, så det nærmest er uvirkeligt at gå gennem rådhusets haller op til chefkontoret. - Jeg kniber mig selv i armen og siger - er det virkeligt sandt, som han fortæller i sin tale, hvor han også takker for den velkomst han har fået trods fødested og baggrund. Men fra nu af er Frank Jensen københavnernes, og for tidligere kulturminister Jytte Hilden, der i sin tid inviterede den nyvalgte Frank Jensen med i sin morgenmadsklub, så kunne byen ikke have valgt en bedre mand. - Hip hip hurra siger jeg bare. Jeg kender Frank og sætter pris på ham - han kan lave politik, siger Jytte Hilden, som selv bor i hjertet af København, og tilføjer: - Og jeg har seks børnebørn i byen, så jeg er glad for, at han sætter børnene på dagsorden.