Overborgmester: Ren luft-pakke er god og konkret

Københavns overborgmester Frank Jensen er positivt stemt over for regeringens nye udspil mod luftforurening.

Selvom regeringens nye udspil mod luftforurening ikke indeholder ren luft-zoner, mener Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), at det er et godt initiativ.

- Jeg er ikke så optaget af, hvilket instrument eller virkemiddel man bruger - bare det virker. Og det her er noget, der virker umiddelbart. Der er nu 300 busser, som får nye rensesystemer, der renser NO2 (kvælstofdioxid, red.) fra, siger Frank Jensen til Ritzau.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) præsenterede onsdag regeringens ren luft-pakke, der blandt afsætter 74 millioner kroner til nye rensesystemer til Københavns bybusser.

Overborgmesteren er også glad for, at rensesystemerne til busserne ikke står alene.

- Jeg er rigtig glad for, at det ikke kommer til at stå som det eneste initiativ. Der er også en række andre initiativer blandt andet i forhold til brændeovne og skibstrafik, siger han og fortsætter:

- Samlet set er det initiativer, som virker og har de rette balancer.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), har kritiseret forslaget for ikke at indeholde ren luft-zoner.

- Det er glimrende at få filtre på busserne, men det fjerner ikke de over 12.000 mest forurenende biler, som en ren luft -zone faktisk ville fjerne fra de storkøbenhavnske gader, siger han.

Men ifølge miljøministeren er der over længere tid en større effekt ved regeringens ren luft-pakke end ved en ren luft-zone.

- Vi har lovet danskerne renere luft, og det får de med den her pakke. Det, der er vigtigt for mig, er målet og ikke så meget midlet. Vi har kigget på forskellige løsninger i den her proces.

- Og det, vi kan konstatere, er, at den samlede effekt over tid faktisk er større ved ren luft-pakken, end hvis man havde lavet en ren luft-zone, siger Kirsten Brosbøl.

Ud over de 74 millioner kroner til bybusser har regeringen afsat 75 millioner kroner til mindre forurening fra brændeovne, øget kontrol af forurening fra skibe og udvikling af ren-luft-teknologi og bysamarbejder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.