Fodbold

Overdådig mad og sublim betjening

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mørbraden er serveret med stegte grøntsager og omgivet af en særdeles kraftig glace.

Udsøgt mad og udsøgt betjening. Det er, hvad der møder en på Madkonsortiet i Aalborg, og det er også derfor, vi kvitterer med alle seks gafler, for denne stille tirsdag i september blev vi mødt med overdådig mad, sublim betjening, flotte (og rigelige) vine. Alt klappede. Bemærk dog, at den ene gaffel står og rødmer en smule, men det kan du læse om på side 16, hvor vi genspiser på Madkonsortiet. Vi havde bestilt bord hjemmefra, men det viste sig nu ikke at være nødvendigt. Vi var i alt fem gæster på restauranten denne aften. Der var altså ikke travlhed, og det kan være grunden til, at den lige fik et ekstra nøk på alle tangenter. Vi starter med lidt boblevand som aperitif, mens spisekortet bliver fundet frem. Spisekortet er et nodestativ, hvor menuen står beskrevet. Der er i alt syv retter at vælge blandt: To forretter, en mellemret, to hovedretter, ost og dessert. Blandt dem kan man vælge to til seks retter, og priserne er, afhængig af antallet, 285 kroner, 345, 415, 475, og 515 kroner for seks retter. Vi vælger fem retter hver: Vi starter med de samme tre som optakt til hovedretten, hvor min medspiser vælger oksemørbrad, mens jeg tager fisk, og så slutter vi af med pandekage til den ene og ost til den anden. Vi vælger også en vinmenu hertil, og den koster det samme som maden. Og vandet: Det var skænket op, inden vi overhovedet satte os ved vores bord. Inden vi går i gang får vi en ganske lille appetizer: Et lille stykke varmrøget laks på en ske i en grøn dressing. Første forret skulle være dampet helleflynder med glaseret rødbede. Tjeneren kommer dog forbi og fortæller os, at flynderen i dag er skiftet ud med pighvar. Det er vi hurtige til at tilgive. Pighvar og rødbede Så kommer tjeneren med vores første vin. Her fortæller han os, at han også har skiftet ud på vinmenuen, fordi fiskeretten er ændret. Vi får serveret en riesling fra Jean Baptiste Adam i Alsace. En god, klassisk riesling. Meget mineralsk og med den svage duft af tankstation, man ofte finder i riesling fra Mosel. Det er et godt valg, for tilbehøret til pighvarren er glaseret rødbede og rødbede sabayonne (creme). Altså rodfrugt med udtalt jordsmag. Og så bemærker vi, at tjeneren trækker en ny flaske op til os. Det sker med alle de vine, vi får serveret: Ny flaske hver gang. Her er heldigvis ikke rester fra aftenen før. Og ikke nok med det: flasken får lov at blive stående på bordet. Det er rart, for det giver mulighed for at studere etiketten nærmere. Det er underforstået, at vi gerne må hælde yderligere op, men vi skal jo trods alt gennem fem vine i alt, så det gør vi ikke. Det gør til gengæld tjeneren. Fisken er formidabel, men det er pighvar jo oftest. Dampet til perfektion. I fint samspil med rødbederne og en lille salat med fennikel og dild. Rødbederne er tilberedt i lange, tynde strimler, som siden er marineret i balsamico. Frisk hjemmebagt brød er der hertil. Glimrende brød. Herfra bliver det endnu bedre. Næste vin er hvid bourgogne fra Philippe Chavy, en knastør chardonnay. Og så kommer der ellers en ragout af jomfruhummer med blomkål, nye løg og mandler. Det er altså seriøst godt. Blomkålen står fantastisk til jomfruhummeren. Den giver et fint nøddeagtigt modspil til skaldyret. Der er fløde i ragouten, og derfor er det godt med den knastørre, hvide bourgogne. Vi oplever igen et fint match mellem mad og vin. Aftenens tredje vin skænkes op. Det er en Hautes Cotes de Nuits fra Domaine Francois Gerbet. Altså en klassisk let bourgogne. Den skal give med- og modspillet til en carpaccio af dådyrfilet med enebærmarinade og æbleflæsk. Carpaccioen er fin, men for første og eneste gang denne aften fik jeg lyst til at række ud efter saltet. Enebærmarinaden klædte denne vilde carpaccio, og æbleflæsket var en historie for sig selv. Det var ikke den ærkeklassiske, danske udgave af æbleflæsk, men æbler tilberedt med speck fra Alperne. Det var en superfin garniture i perfekt balance mellem det søde og det røgede/salte. Og den lette bourgogne gjorde ingen skade her. En kraftigere rødvin ville have forstyret de sarte smagsnuancer. Efter disse tre retter blev vi spurgt, om vi trængte til en pause. Det var ingenlunde, fordi vores maver var ved at sprænges af mængden af mad, men det var alligevel rart at sætte smagsløgene på standby i et kvarters tid, inden vi skulle have vores hovedretter. Men først blev vinene serveret. Til kødet var der en Villa Pillo Sangiovese. En flot stor rødvin fra Toscana. Til fisken var der igen hvid bourgogne, en Santenay fra Domaine Claude Nouveau. Da jeg kiggede grundigt på etiketten, mens der blev skænket op til min medspiser, reagerede tjeneren omgående: Hvis jeg var interesseret, skulle jeg da også smage rødvinen, så inden vi havde set os om, stod der nu to glas foran os, og vi fik begge serveret såvel rød- som hvidvin. Vi skulle jo gerne når at smage det hele, mente tjeneren. Kødretten bestod af grillet oksemørbrad med aubergine, tomat og squash. Og hertil en kraftig glace (indkogt sovs). Det var fint, dansk oksekød. Mørt og velstegt med et fint tilbehør. Den anden hovedret var skindstegt rødfisk med skorzonerrødder, spinat og parmesan. Fisken var stegt kraftigt på den ene side, og den lå på et leje af to skorzonerrødder. De var tilberedt med parmesanen, men på ingen måde, så osten dominerede rødderne. Det var - igen - to smagsnuancer i perfekt samspil. Hertil var der spinat, som jo altid står godt til fisk. Og fisken: Den var supersprød på skindsiden og smagte himmelsk. Masser af vinglas Her var det, at mætheden begyndte at indfinde sig. Men vi skulle lige igennem en ret mere. Dessert/ost. Desserten var pandekager med syltede blommer, vanillecreme og blommesorbet. Det var en fin lille pandekage fyldt op lidt creme, og den blev serveret med syltede blommer samt en lille kugle blommeis. En perfekt, let måde at slutte et måltid på, og den blev serveret med en sød vin: Moscatel Oro, Bodegas López Hermanos-Malaga fra det sydlige Spanien. Ifølge spisekortet er vinen til ostene afhængig af, hvilke oste der vælges. 16 oste køres frem og præsenteres, og man kan vælge frit herfra. Det gjorde så min medspiser, og da hun havde valgt, konstaterede tjeneren (og ejeren), at det var svært kun at vælge en vin til dette osteudvalg. Så han fandt endnu et glas og skænkede to forskellige op. Og da jeg udviste interesse for også at nippe til ostene, fik jeg også. Og dermed blev dessert/ost-afdeling tillige en opvisning i vin. Der var nu i alt seks vinglas på bordet. Og da der jo tillige blev skænket rundhåndet, var det med at holde tungen lige i munden. Men de to vine til ostene var Pedro Ximinez fra samme vinhus som Moscatellen til desserten og La Hitaire fra Gascogne, Frankrig. Og så er vi nået frem til, at en vinmenu på Madkonsortiet er en spændende oplevelse. Der bliver bestemt ikke fedtet med varerne, og det er gode vine, der serveres. Vinene varierer meget i pris. Der serveres vine, der blot er gode til prisen, men der serveres også store, flotte vine. Grundlæggende er det dog, at der er gode vine alle til hobe. Vi sluttede af med kaffe og Armagnac, og den samlede regning endte på 2184. Det er i den dyre ende, men Madkonsortiet serverede også suveræn god mad denne aften. Derfor de seks stjerner. Det er oplagt her at sammenligne med Ruths Hotel, og maden på det fornemme spisested i Gl. Skagen er nok bedre, men en tilsvarende servering der vil også koste 1000 kroner mere for to personer. Men det, der skal stå på bundlinjen, er, at Madkonsortiet er blandt de tre-fire allerbedste restauranter her i regionen. Madkonsortiet Sankelmarksgade 15 Aalborg Tlf: 9812 6856 Åbent: Tirsdag, onsdag, torsdag fra klokken 18 Fredag fra klokken 12 Lørdag fra klokken 11 Ejer: Kent Olesen Køkkenchef: Thomas Starcke www.madkonsortiet.dk