Overenskomster

Overenskomsforhandlinger afbrudt

Skarp kritik af den lokale arbejdsgiverforening efter sammenbrud på møde i København

SKAGEN:De igangværende overenskomstforhandlinger fyldte godt på SiD’s generalforsamling i Skagen, og formanden, Villy Albertsen, kom i den forbindelse med en skarp kritik af den lokale arbejdsgiverforening, HTS-A Vendsyssel, altså det, der tidligere hed Arbejdsgiverforeningen for Skagen og omegn. - Vi var indkaldt til møde i København i tirsdags på baggrund af forliget på transportområdet, og der måtte vi endnu engang konstatere, at arbejdsgiverne i Skagen ikke mener, at deres ansatte er lige så meget værd som resten af de danske arbejdere. Timelønsstigningerne var jo ikke til at komme uden om, men hvis vi ville have det, der var givet på tillæggene og frihedskontoen, forlangte de, at man skulle kunne starte den normale arbejdstid klokken seks, samt at der skulle indføres forskudttidsordning. - Dette kunne vi under ingen omstændigheder acceptere, så vi så os nødsaget til at afbryde forhandlingerne, og det betyder, at det nu er forligsmanden, der bestemmer, hvad der kommer til at ske af ændringer i denne overenskomst, nøjagtig som sidste gang, sagde Villy Albertsen. - Det er efter min mening en utrolig nedladende holdning, som arbejdsgiverne udviser over for deres ansatte i Skagen, når man kan indgå et forlig på landsoverenskomsten, der berører 17.000 ansatte, men når det kommer til den lokale overenskomst, der dækker 800 ansatte, ja, så vil man ikke engang give dem det samme. Det er da i hvert fald ikke noget, der er fremmende for at fastholde arbejdsstyrken her i kommunen, men det er måske det, der er målet, sagde Villy Albertsen, der heller ikke er specielt begejstret for det landsdækkende forlig på transportområdet, som skulle danne grundlag for de videre forhandlinger i København. - Forliget er ikke, hvad vi gerne ville have haft, men det er dog en del bedre end industriens resultat. Alt i alt må vi sige, at under de givne omstændigheder er det et acceptabelt resultat, selv om vi ikke ønskede tre-årige overenskomstperioder, men det kunne vi ikke komme uden om, da først industrien havde aftalt det, sagde formanden.