Tre rockere fængslet efter groft overfald

Natten til onsdag anholdt politiet 13 rockere efter et overfald. 10 af dem er løsladt, men fortsat sigtet.

Ritzau
Et tilholdssted for Bandidos i Holbæk er blevet ransaget af politiet efter et voldeligt overfald i Nykøbing Sjælland. Af 13 anholdte bliver tre onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Vold 10. oktober 2018 09:15 - Opdateret 10. oktober 2018 20:18

En rockergruppes tilholdssted i Holbæk blev natten til onsdag stormet af politiet i en sag om overfald på en ung mand i Nykøbing Sjælland.

I klubhuset på Østerstræde blev der anholdt 13 mænd, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Onsdag løslod politiet 10 af de anholdte, mens tre andre blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.

Her besluttede dommeren, at de alle tre skal sidde varetægtsfængslet frem til den 30. oktober, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan de forholder sig til sigtelsen, eller om de kærede afgørelsen til landsretten.

De tre mænd på 20, 24 og 26 år er alle sigtet for grov vold.

Den 20-årige er desuden tiltalt for drabsforsøg. Politiet mener, at det var ham, der søndag eftermiddag ved et busstoppested i Havevang ved Holbæk overfaldt en 18-årig mand med økse.

Det var lidt før klokken et natten til onsdag, at politiet fik besked om, at en 18-årig mand var blevet udsat for grov vold af flere maskerede mænd.

Han fik flere slag med slagvåben, og det medførte, at han blev indlagt på sygehuset.

Vidner havde set en sølvgrå bil køre væk fra den unges bopæl i Nykøbing Sjælland, og efterforskningen førte så til klubhuset i Holbæk, oplyser politiet. Ifølge eb.dk er der tale om rockergruppen Bandidos.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...