Overfald på fængselsbetjent

ODENSE:To unge mænd blev søndag varetægtsfængslet i fire uge for deres forfejlede forsøg på at flygte fra Statsfængslet i Ringe lørdag aften. Det oplyser Fyns Politi. De to fanger på 19 og 23 år overfaldt midt på aftenen en kvindelig fængselsbetjent i forbindelse med, at den ene af fangerne skulle på toilettet. De fik i fællesskab presset kvinden ned mod gulvet, hvor de forsøgte at vriste nøglerne fra hende. Men i stedet for at udlevere nøglerne, lykkedes det fængselsbetjenten at slå alarm og tilkalde nogle kolleger, der fik overmandet de unge mænd. Mændene anbringes nu bag tremmer et andet sted i landet, oplyser politiets vagtchef./ritzau/