Overfaldet af tre mænd

Kort før midnat lørdag aften blev en mand overfaldet af tre udlændinge i Aalborg.

Det kan tilsyneladende være farligt at nægte at købe parfume på gaden. Det kan en 36-årig mand konstatere, efter at han lørdag aften omkring kl. 23.50 blev overfaldet af tre mænd ved Seaport Café og Bowling på Strandvejen i Aalborg. Tre personer, der beskrives som rumænere, stoppede manden og tilbød ham, at han kunne købe parfume af dem. Det afslog manden, men det hidsede de tre mænd, og de overfaldt den 36-årige og forlangte hans penge og mobiltelefon. Gerningsmændene forlod stedet i en spansk indregistreret bil. Ifølge vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi kan gerningsmændene være de samme, som tidligere på ugen stjal parfume i Salling. Den 36-årige led ikke alvorlig overlast i forbindelse med overfaldet.