Vold

Overfaldt ekskone to gange på samme krisecenter

31-årig mand dømt for vold og ulovlig tvang mod ekskone på krisecenter i Frederikshavn

Det var her hos Krisecentret i Frederikshavn, den 31-årige flere gange trængte ind. Foto: Peter Broen
Det var her hos Krisecentret i Frederikshavn, den 31-årige flere gange trængte ind. Foto: Peter Broen

Opdateret kl. 15:03

FREDERIKSHAVN: En 31-årig mand er for anden gang på fire måneder dømt for at have overfaldt sin ekskone på det samme krisecenter i Frederikshavn.

I sommeren sidste år skaffede manden sig adgang til krisecentret, overfaldt sin ekskone og bortførte deres fælles barn, som boede på krisecenteret med sin mor. Den 31-årige holdt sig dengang skjult med sin søn i flere dage, inden han blev anholdt.

Tidligere på sommeren var manden også trængt ind på et krisecenter i Helsingør, hvor ekskonen og sønnen opholdt sig, og havde bortført sønnen i nogle timer.

I december blev han så idømt fire måneders fængsel, hvoraf de to måneder blev gjort betinget, for overfaldet og bortførelserne. Han blev dog løsladt efter dommen, da han havde udstået sin straf med varetægtsfængslingen. Den dom blev anket til Vestre Landsret.

Kravlede over hegn

Men det var ikke lang tid, den 31-årige var på fri fod, inden han igen skaffede sig adgang til krisecentret, hvor hans ekskone befandt sig.

20. december kravlede han over et hegn til krisecentret og gik målrettet efter sin tidligere samlever. Inde på krisecentret slog han ekskonen i hovedet og slæbte hende efterfølgende ud i sin bil og kørte rundt med hende i nogle timer, forklarer anklager Peter Rask.

Fredag blev den 31-årige så igen dømt - denne gang for vold og ulovlig tvang mod sin ekskone.

Nægtede sig skyldig

I Retten i Hjørring nægtede den 31-årige sig dog skyldig. Han erkendte, at han havde været på krisecentret, men han hævdede, at han ikke havde slået ekskonen, men blot var der for at tale med hende. Derudover forklarede manden også, at ekskonen var fulgt med ud i bilen frivilligt, fortæller Peter Rask.

Og anklagemyndigheden fik ikke meget hjælp af kvinden, der ikke kunne huske ret meget fra episoden. Vidner forklarede dog, at de havde set manden slå ekskonen samt trække hende ud i bilen. Forklaringerne blev støttet af blandt andet videoovervågning, oplyser Peter Rask.

Længere straf i landsretten

Retten lagde derfor vægt på vidneforklaringerne og videoovervågningen, og idømt den 31-årige fire måneders ubetinget fængsel. Men igen blev manden løsladt, da han havde udstået sin straf med varetægtsfængslingen.

Han undgår dog ikke helt fængsel denne gang, for 8. marts blev ankesagen fra det første overfald afgjort, og her hævede landsretten straffen til fem måneders ubetinget fængsel, fortæller Peter Rask.

Den 31-årige valgte at modtage den seneste dom fra byretten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden