Overgangsstyre indleder sit arbejde i Irak

Aktion skal sætte en stopper for overfald på amerikanske soldater

BAGDAD: Et nyt USA-støttet regeringsråd i Irak indledte i går sit arbejde med at afskaffe en række nationale helligdage, som var indført for at hylde landets tidligere diktator Saddam Hussein. Rådet indførte i stedet en ny helligdag til minde om hans fald. Mødet var rådets første og blev set som et vigtigt skridt i retning af en demokratisk udvikling i Irak. Regeringsrådet skal i en overgangsperiode udfylde tomrummet efter Saddam Hussein, og rådet får til opgave at udpege ministre, udarbejde love og vedtage budgetter og skal også være med til at udpege de personer, der skal skrive en ny irakisk grundlov forud for afviklingen af valg. Rådet får 25 medlemmer, der i store træk afspejler Iraks etniske og religiøse sammensætning. 13 shiamuslimer, fem sunnimuslimer, fem kurdere, en kristen og en turkmener. Shiamuslimerne, der udgør cirka 65 procent af Iraks befolkning, blev forfulgt og undertrykt under Saddams styre. - Saddam er smidt ud på historiens mødding. Han kommer ikke tilbage, sagde Mohammad Bahr al-Uloum, der er en af shiamuslimernes ledere, og som har mistet mange familiemedlemmer under det tidligere styre. - Der findes afgørende øjeblikke i historien. I dag er bestemt et sådant øjeblik for Irak, sagde Sergio Vieira de Mello, FN's specielle udsending i Irak, i sin tale til rådet, da de 25 irakiske ledere mødtes i går morges. Hvorvidt den menige iraker tror, at rådet er i stand til at arbejde sammen og forbedre udviklingen i Irak er endnu uvist. Mange klager over omfattende kriminalitet, mangel på vand og el og over, at USA ikke gør nok for at forbedre deres dagligdag. USA's administrator i Irak, Paul Bremer, sagde i en erklæring, at rådet er udtryk for, at irakerne vil få mere indflydelse på udviklingen i deres eget land. - Starten på regeringsrådets arbejde betyder, at irakerne spiller en mere central rolle i ledelsen af deres land, hed det i en erklæring fra Bremer, der sammen med den amerikanske regering ser rådets arbejde som begyndelsen til en demokratisk udvikling i Irak. De næste skridt bliver at udarbejde en ny forfatning, afholde lokale og landsdækkende valg og udpege en ny præsident. Samtidig med rådets første møde indledte de amerikanske besættelsesstyrker i Irak en ny offensiv mod hårdnakkede tilhængere af Saddam Hussein. Målet med aktionen er at sætte en stopper for de næsten daglige overfald på amerikanske soldater. Aktionen kaldet "Ivy Serpent" er især rettet mod tidligere medlemmer Saddam Husseins Bath-parti i området omkring hans hjemby Tikrit. - Operationen er et forebyggende angreb mod tidligere irakiske ledere og deres tilhængere, sagde en talsmand for de amerikanske styrker Todd Pruden. 32 amerikanske soldater er blevet dræbt ved bagholdsangreb, siden krigen i Irak blev erklæret afsluttet 1. maj. Der har været frygt for, at tilhængere af Saddam Hussein vil gennemføre en offensiv mod de amerikanske styrker den 17. juli på årsdagen for det kup i 1968, der bragte Saddam Hussein til magten. /ritzau/Reuters