Lokalpolitik

Overholder aftaler om ny løn

Undersøgelse fra FOA er ukorrekt, mener Pandrup Kommune

PANDRUP: Pandrup Kommune snyder ikke med ny løn. Faktisk har kommunen afsat flere penge, end det er aftalt. Det slår centralforvaltningschef borgmester Flemming Jansen (V) og Arne Kristensen fast, efter at Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) har kritiseret kommunen for at snyde på vægten, når det gælder ny løn. Ifølge en undersøgelse, som FOA har foretaget blandt landets kommuner, har Pandrup Kommune kun afsat 0,14 pct. til lønstigninger. Det er en indikation af, at kommunen prøver at snyde med ny løn, har forbundsformand Dennis Kristensen udtalt til Politiken. Men tallene i FOA"s undersøgelse er ikke korrekte, påpeger kommunen. Tværtimod har Pandrup Kommune afsat 0,14 pct. mere end de 3,62 pct., som kommunen ifølge KTO-forliget skulle afsætte. I Pandrup var 0,14 pct. af den aftalte stigning allerede gennemført i tidligere år, før økonomiudvalget i sommer tog endelig stilling til, hvor stor en sum, der skulle afsættes til ny løn. Politikerne skulle altså kun afsætte yderligere 3,48 pct. men økonomiudvalget besluttede at udmønte de aftalte 3,62 pct. og lade de ekstra 0,14 pct. tilgå institutionerne til decentral forhandling og betaling for anciennitetsstigninger, forklarer Arne Kristensen. Da Pandrup Kommune har en samlet lønsum på omkring 200 mio. kr., kunne politikerne altså have lagt de 0,14 pct i kommunekassen. Det svarer til et beløb på 280.000 kr., tilføjer centralforvaltningschefen, som mener, at der må have opstået en misforståelse mellem kommunen og FOA, da forbundet spurgte om oplysninger på kommunekontoret. Flemming Jansen ærgrer sig over, at kommunen er blevet kritiseret på baggrund af ukorrekte tal. - Men jeg er tilfreds med, at vi kan konstatere, at vi følger alle regler, endda til den gode side. Det er utilfredsstillende at blive hængt ud på et forkert grundlag, siger han. Ifølge Arne Kristensen er al kompetence vedrørende lønforhandlinger lagt ud til institutionslederne fra 1. januar 2003, og lederne har deltaget i forhandlingskurser og har fået stillet pc-programmer til rådighed, så de er bedre klædt på til at varetage opgaven med ny løn.