Overkørslerne på Thybanen sikres

I den kommende weekend bliver de sidste to af de planlagte overkørsler opgraderet

Villy Dall
I weekenden 7.-9. september opgraderes to overkørsler på Thybanen ved hovedvej 11 i Sdr. Ydby. Det er de sidste to af i alt ni opgraderinger. Foto: Bo Lehm
4. september 2018 13:58

THYBANEN: Sikkerhedsniveauet på Thybanen er nu hævet, idet syv ud af de planlagte ni overkørsler er opgraderet og taget i brug gennem de seneste uger, og i weekenden 7.-9. september åbner de to sidste, der begge ligger dér, hvor Thybanen krydser hovedvej 11, Oddesundvej, nord for krydset ved Sindrupvej.

- I forbindelse med, at vi sætter de sidste anlæg i drift vil trafikanter, naboer og togpassagerer kunne opleve perioder, hvor overkørslerne er spærret, eller at der foretages trafikregulering ved overkørslen, oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

De to sidste er overkørsel 72, som er selve hovedvejen, og overkørsel 71, som er en markvej, der ligger ca. 177 meter syd for hovedvejsoverkørslen. 71 får langbom-anlæg, mens 72 får helbom-anlæg - altså på hovedvejen bliver der tale om fire bomme, der går ned over begge kørebaner.

De ni overkørsler er gennem den seneste tid blevet udstyret, så de alle har blink, bomme og klokke, ligesom vejene omkring overkørslerne er gjorde bredere og har fået lagt asfalt dér, hvor der ikke var i forvejen.

Overkørslerne ved Vesterkærvej ved Humlum samt på Thyholm Gl. Landevej, Havrelandsvej og Barslevvej har nu fået halvbom-anlæg, mens overkørslerne ved Todbølvej, Gjersbølvej og Hørsted har fået langsom, altså en bom, der går over begge kørebaner.

Som led i et trafikpolitisk forlig i Folketinget fra 2009 skal alle usikre overkørsler - altså overkørsler uden advarselsanlæg - enten nedlægges eller opgraderes med sikringsanlæg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...