Overlæge: Svært at vide om nye coronatiltag er nok

Forhåbentlig er nye restriktioner indført tidligt nok til at få kontrol med epidemien før jul, siger overlæge.

Ansatte på restaurant Selma i København følger mandagens pressemøde. Fra onsdag kan de ikke byde gæster velkomne ved bordene i restauranten.

Ansatte på restaurant Selma i København følger mandagens pressemøde. Fra onsdag kan de ikke byde gæster velkomne ved bordene i restauranten.

KØBENHAVN:Der er mandag blevet præsenteret en stribe tiltag, som skal være med til at bremse den stigende coronasmitte i samfundet. Det er dog svært at spå om, hvorvidt restriktionerne er nok.

Det vurderer professor og ledende overlæge Svend Ellermann-Eriksen fra afdelingen for klinisk mikrobiologi på Aarhus Universitetshospital.

- Det er svært at vide. Spørgsmålet er, hvor smittespredningen egentlig foregår.

- Det er noget i de små hjem, og det er nok også på arbejdspladser og i offentligheden - måske særligt på barer og restauranter, siger han.

Netop barer og restauranter er nogle af de steder, hvor danskerne den kommende tid ikke får mulighed for at færdes.

Fra onsdag 9. december til 3. januar skal de nemlig holde lukket - eller nøjes med at sælge takeaway - i 38 kommuner med høj smitte.

Her skal også svømmehaller og fitnesscentre lukke, ligesom elever i 5. klasse og opefter sendes hjem på tidlig juleferie.

Ifølge Svend Ellermann-Eriksen går der nu et par uger, før vi forhåbentlig ser effekten af de tiltag, der er blevet indført.

- Fra den tid folk bliver smittet, til de faktisk får symptomer og bliver testet positive, går der en lille uge.

- Så der går lidt tid, før man ser et faldende tal, vurderer han.

Spørgsmål: Tiltagene kommer først to uger inden jul. Er det for sent?

- Det kan man altid sige. Men det er forhåbentlig tidligt nok til at få kontrol med epidemien igen, når vi nu går ind i julen, og folk, der måske ikke plejer at ses, møder hinanden, lyder det fra overlægen.

For første gang under epidemien blev der mandag registreret over 2000 tilfælde af covid-19 i Danmark. Der var 2046 nye smittetilfælde.

Og det kan stige yderligere, hvis der ikke gribes ind. I et notat vurderer Statens Serum Institut (SSI), at der kan blive fundet 4000 daglige smittede inden jul, hvis smittespredningen fortsætter som nu.

Der skal dog tages det forbehold, at der nu testes langt mere, end det var tilfældet tidligere under epidemien.

Tidligere har SSI vurderet, at der ville have været op mod 3000 bekræftede smittetilfælde hver dag, hvis der var blevet testet 70.000. I mandagens opgørelse indgår svar fra omkring 78.000 coronaprøver.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.