Overlæge vil ikke bruge døgnlinser EKSPERT: Afgørende at optikere oplyser

Overlæge, dr. med. Carsten Edmund, Rigshospitalet, er kritisk over for døgnlinser og ville aldrig selv bruge dem. - Det problematiske med døgnlinser er, at når man sætter en plasticskal ind i øjet og går med den konstant, så er risikoen, at man nedsætter eller svækker øjets naturlige beskyttelse. Kontaktlinser gør jo i hvert fald ingen gavn om natten, og hvorfor så have dem på, kan man også spørge?, siger Carsten Edmund. Han tilføjer, at den øgede risiko omfatter alt fra mindre gener til alvorlige infektioner. Som Carsten Edmund ser det, skal der en god grund til at anvende døgnlinser, fordi det svarer til at gå med et fremmedlegeme i øjet kontant. - Der kan jo være mange årsager til, at man ønsker døgnlinser. Det kan være dovenskab, fordi man ikke orker at tage linser af og på hver dag. Men det kan også være ældre mennesker, som ikke selv kan tage linser af og på, måske fordi de er for usikre, ryster for meget eller lignende. Uanset hvad skal der efter min opfattelse en god grund til at bruge døgnlinser, siger Carsten Edmund, som aldrig selv ville vælge dem. - Man skal bruge det der udfra en praktisk og økonomisk betragtning er lettest for den enkelte at bruge. Éndagslinser vil være mit førstevalg, hvis ikke andet taler imod, siger øjenlægen, som mener, at der påhviler landets optikere en vigtigforpligtelse til at oplyse kunderne om, at døgnlinser øger riskoen for komplikationer. - De bør sige, at døgnlinser giver en øget risiko for infektioner, og så må folk gøre op med sig selv, om de synes, at årsagen til ønsket om døgnlinser opvejer den øgede risiko. Desuden bør kunderne naturligvis informeres om de symptomer, der kan komme, hvis der opstår problemer, så de hurtigst muligt søger læge og får den nødvendige behandling, hvis det er. Det vil ligeledes være helt naturligt at råde folk til at have en reservebrille, så de har et alternativ at skifte til, hvis kontaktlinserne begynder at give problemer, siger Carsten Edmund. Han mener, at der er et stort behov herhjemme for at få lavet nogle ordentlige undersøgelser af døgnlinser og den rådgivning, der bliver givet om dem. - Kvaliteten af rådgivningen og risikoen ved brugen af kontaktlinser, er generelt dårligt undersøgt i Danmark, konstaterer han.