Overlegen vinder på pinebænken

Hovman tæt på at blive deklasseret for trængning

Aalborg 24. september 2002 08:00

AALBORG: Det der på forhånd lignede et klart straffespark for 3-årige Hovman udviklede sig til lidt af et mareridt for rytteren Le Tølbøll og ejeren Stutteri Poulsminde. Ganske som forventet var Hovman sine konkurrenter overlegen og vandt med flere længder, men i løbets startfase havde hesten generet et par konkurrenter alvorligt. Løbsfilmen viste klart, at Hovman trængte ned i banen fra sit startsport 6 og dermed generede bl.a. In Time og Ma Madame. Efter lang votering fra dommerne blev det dog besluttet, at Le Tølbøll og Hovman fik lov til at beholde sejren, men der blev dog givet bøde til rytteren for trængning. Hovman fik foruden Profils ærespræmie en førstepræmie på 50.000 kroner, og da løbet var en del af en løbsserie, blev der givet yderligere 30.000 kroner til Hovmans ejere. Ikke alle var enige i dommen, men Le Tølbøll forklarede bagefter, at det ganske rigtigt på løbsfilmen ser ud til, at hun trængte sig ned i banen, men at det ikke var så galt i virkeligheden.... Aalborgs 2-års Grand Prix blev et let løb for Le Tøbøll, der hermed fik sin anden storløbssejr denne aften. Le Tølbøll på Zopas Turque tog straks fra start fronten, og siden beherskede parret løbet og kunne ind i opløbet gå fra de øvrige til en sikker sejr. Lokale Bull's Eye var ikke helt klar og fik for stor modstand og endte på en femte plads. Lea Olsen på Alesi red et helt optimalt løb, da hun sejrede i løbet om Villadsens Dæks Ærespræmie. Med et løb helt inde ved rails, hvor banen var perfekt, lå hun stort set alle 1800 meter og lunede sig bag den førende Colonels Pride/Cathrine Weilby. Rundt opløbssvinget brød Colonels Pride ud i banen, og straks slog Alesi og Lea Olsen til og fik fronten og kunne sejre efter målfotoduel med Colonels Pride - et fantastisk flot opløb, hvor de få spillere kunne glæde sig over en vinder til 23 gange pengene. Birger, Birger, Birger Jørgensen hedder manden til efternavn og uden tvivl den bedste kusk i Danmark. I aftes kørte han tre sejre hjem til stalden. Mest imponerende var det med Felix Ø, som i den indledende V5-afdeling sejrede efter et sololøb, hvor Felix Ø var sine konkurrenter helt overlegen og vandt i ny rekord 16,6. Felix Ø er en hest der, hvis den kan holdes skadefri, rækker et godt stykke op i klassen, og hvis ellers ejeren Kristian Østergård og træner Peter Bratholm fortsætter med den nuværende recept, så venter adskillige sejre forude. Med United Hanover blev det sejr efter et rygløb bag Bob Samich/Kent Friborg, der lignede en sikker vinder indtil Bobby Bonbeth udvendigt mistede pusten, og så kunne Birger Jørgensen komme fri med United Hanover og køre en imponerende spurtsejr hjem i pæne 16,2, mens Bob Samich på andenpladsen blev noteret for 16,3. Tredie dagssejr kom med den af Jørn Damsgård trænede Express Elholm, der tog fronten fra start, og derefter kunne de øvrige konkurrenter kun se på, da Birger Jørgensen valgte at køre en 600 meters spurt og sejrede sikkert i en god 20 tid. Jørn Damsgård kunne glæde sig over en dobbeltsejr til stalden, da han selv blev anden med Galla Key. I det afsluttende V5-spil var det på forhånd et ret så åbent løb, og efter flere galoperende heste fra start var det Per Astorp med Chic Hellebjerg der tog spidsen. Selv med lidt tryk undervejs lignede parret en vinder ind i opløbet, men næsten på målstregen kom Knud Mønster i et gevaldigt rush med Emely Song og slog til og sejrede kort. Amatørkusken Jan Østergård har en rigtig god hest i Flamestar Ø, en flot rød hingst efter Speedy Herve, og den tog sæsonens femte sejr, da den vandt efter føring fra start til mål med en vindertid på 20 blank. Nærmest kom en velgående Don E/Birger Jørgensen, der nok kan være god for en sejr i de kommende starter. V5-spillet gav pæne 1151 kroner, hvor alle fem var inden for tipsrammen. Aftenen havde 11 løb på programmet, men omsætningen på omkring 700.000 kr. var ikke imponerende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...