Overløber straffede barndomsklubben

Den 17-årige frederikshavner Christopher Frederiksen nedlagde de frederikshavnske høge i lokalopgøret mod AaB Ishockey.

Christopher Frederiksen hentes tilbage til sin barndomsklub efter et ophold i Aalborg hos AaB Ishockey. Foto Kim Dahl Hansen.

Christopher Frederiksen hentes tilbage til sin barndomsklub efter et ophold i Aalborg hos AaB Ishockey. Foto Kim Dahl Hansen.

Det var i jagten på spilletid, at 17-årige Christopher Frederiksen trillede de godt 60 kilometer sydpå ad E45 før denne sæson. Høgereden, som udklækkede stortalentet, blev skiftet ud med AaB Ishockey og det fortryder de ikke i Limfjordsbyen i dag. For det var Christopher Frederiksen, som brød stillingskrigen, da det afvekslende og spændingsfyldte lokalslag i aftes lå og balancerede på vippen ved stillingen 1-1 midtvejs i anden periode. Teenageren fulgte op på en returpuck fra Miroslav Lipovsky og satte dermed sin første træffer i AL Bank Ligaen. - Det var stort. Jeg havde set frem til det mål og at det kom lige her, var helt perfekt, smiler talentet. Høge-træner roser AaB Christopher Frederiksen fandt dog AaB-sejren på 5-1 ganske retvisende, da ålborgenserne viste sig klart bedst i spillet fem mod fem. - Jeg tror det er fordi, vi kører med fire kæder. Vi har mere overskud og luft end frederikshavnerne har, konstaterer Christopher Frederiksen med henvisning til, at hjemmeholdet stillede op til kampen uden otte af holdets normale stamspillere. - Jeg synes alle spillerne viser god moral og de viser sig virkeligt frem. Alle kriger og der er ikke en, som viger en millimeter her, selvom de måske kommer med et finalehold. Jeg synes, de er gode, lyder roserne fra Frederikshavn White Hawks' Henrik Christiansen til lokalrivalerne.