EMNER

Overøs med anerkendelse

Inden længe starter forhandlingerne om regeringens meget omtalte og stort anlagte kvalitetsreform

af den offentlige sektor. Som offentligt ansat kan jeg kun glæde mig over, at der over nogle år afsættes ca. 60 milliarder til, at vi bliver bedre til vores job. Men som i så mange andre af livets forhold gør penge det ikke alene. Jeg kunne ønske, at regeringen kun havde sat det halve beløb af til formålet og samtidig havde meldt ud, at det, man først og fremmest ser som midlet til at forbedre den offentlige service, er et kraftigt løft af arbejdsglæden hos alle os, som arbejder med den direkte kontakt til borgerne. Her tænker jeg på grupper som læger, sygeplejersker, sosu-hjælpere/-assistenter, pædagoger og mange andre faggrupper, som har det til fælles, at de via deres faglighed og personlige engagement har valgt en karriere inden for områder, hvor opgaven er at hjælpe deres medmennesker. Og hvordan kan regeringen ¿ og alle andre danskere ¿ så være med til at give alle disse offentligt ansatte et kraftigt løft af arbejdsglæden? Det kan vi ved at fortælle dem, hvor gode de er til deres job, hvor glade vi er for deres engagement, hvor meget deres daglige indsats betyder for os og vores liv, ja, kort sagt: Ved enhver given lejlighed at overøse dem med den anerkendelse, som de savner fra mange af os og også fra regeringen. Eksempel: Der skabes ikke meget arbejdsglæde, når medarbejdere og forældre i vores daginstitutioner kan læse, at deres indsats for at forbedre vilkårene for børnenes hverdag bliver betegnet med udtryk som ¿socialistiske ballademagere¿. Hvor meget anerkendelse er der i den bemærkning? Hvor meget arbejdsglæde genererer den, monstro? Eller er det ikke sådan, at hvis man sår mistillid, så høster man endnu mere mistillid? Så kære regering: Det må være slut med den slags hurtige, konfliktskabende og ¿morsomme¿ bemærkninger. Det er simpelt hen ikke værdigt at feje engagerede mennesker af på den måde, når vi har valgt jer til at gå foran i vores samfund. Og kære regering: I kan nøjes med at bruge det halve, hvis I lover fremover at blive bedre til at lytte til os samt respektere og anerkende os for den indsats, vi yder i det daglige. Hvis I ikke kan love det, må I hellere allerede nu afsætte 120 milliarder til formålet - også selv om jeg er bange for, at selv et så gigantisk beløb vil være spildt, hvis det ikke ledsages af andre og mere positive signaler til alle offentligt ansatte.