Overraskelse over nye skolefusioner

Men Blenstrup Skoles formand er i hvert fald positivt overrasket og havde frygtet lukning af skolen.

Én ting kan man i hvert fald sige med sikkerhed: Børne- og ungdomsudvalget har overrasket de fleste med det helt nye forslag om sammenlægning af henholdsvis Blenstrup Skole/Møllehusene i Bælum og Ravnkilde Skole/Haverslev Skole. Både Blenstrup Skole og Ravnkilde Skole har gennem de seneste måneder været truet af lukning på samme måde som Hellum Skole. Men kun Hellum Skole skal lukkes, mener udvalget nu, mens de to øvrige små skoler skal bevares, fordi de ligger i byzonebyer. Blenstrup Skoles bestyrelsesformand, Mette Pilgaard, er først og fremmest glad: - Vi stiller os bestemt vældig positive. Jeg havde jo set lidt med gru frem til indstillingen fra udvalget. Men vi er lidt overraskede, for de havde jo slet ikke lagt op til at kikke differentieret på de tre små skoler, siger hun og skynder sig at understrege, at hun udtaler sig for egen regning, for skolebestyrelsen har ikke nået at drøfte den nye model. Blenstrup Skole og skolen i Bælum har dog i forvejen i to år haft et formaliseret samarbejde om blandt andet sekretariatsopgaver og samlæsning af 6. klasserne.