Overraskende kunsthåndværk fra Thy

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dette skønne lygteur er fremstillet på Kiergaardsholm efter 1759 af Jens Villadsen Bundgaard fra Thy, født på Skjoldborg 1713. Han arbejdede på flere godser og fremstillede flere smukke ure. Ure som dette er kendt fra Den gl. By i Århus og fra Frederiksborg slot. Uret er et etdøgnsværk med kvartslag, sølvskive, timekrans af tin og porcelænsplakette i en sortmaler trækasse.

Bruun Rasmussens internationale kunstauktioner nr. 757 åbner i dag dørene for eftersyn, som finder sted til og med 29. maj. Auktionen foregår 30. maj og frem til mandag 12. juni, hvor helligdage samt fredag og lørdag før pinse er undtaget. Vær opmærksom på, at førstedagen sælges våben og mønter, men så er man ellers også klar til at lægge ud på forårets sidste dag kl. 13 med strålende arbejder i highlight sølv, fortsættende med porcelæn, fajance og glas. Der er ting af flere mestre, men auktionen domineres af skatte fra Anton Michelsens værksted, men andre stor kunstnere er også repræsenteret. Michelsen, der begyndte som selvstændig i 1841 efter en grundig uddannelse i Europas førende hovedstæder, bliver allerede i 1848 Kgl. hof- og ordensjuveler. Den ældre generation husker med respekt dynastiet Michelsens anerkendte arbejder og det vingede dragedyr, der holder den store tårnprydede karnap over indgangsdøren til forretningen. I 1979 lukkede fjerde generation. Det var nye tider, men de gamle arbejder værdsættes stadig med priser derefter. Dagen fortsætter med ovennævnte skønne ting. Én ting skal nævnes. Det er Gerhard Heilmanns spændende, kugleformede porcelænsvase, dekoreret i underglasurens farver med blade og kvindeansigt. Gerhard Heilmann var en kunstner, der arbejdede meget i skønvirke (jugendstil). Mange har haft hans arbejder i fingrene, da han var kunstneren til danske pengesedler fra 1910 til 1945. Han skabte ”Plovmanden”. Første dag i juni er det smykker og armbånds- og lommeure. Ét bør fremhæves: et franske lommeur med châtelaine fra ca. 1800 og med en urskive, der viser Napoleons aldrig gennemførte landgang i England. Værket er defekt, men vurderingen på 8000–10.000 kr. skal nok holde. Glober, pokaler og ure Efter pinse er det møbler og andet inventar. Ikke usædvanligt er det meste fra den klassiske periode i 18. og 19. århundrede. Der er nok at vælge mellem, men lad mig stoppe ved Anders Åkermans celestial (himmel) globe. En af de få tilbageværende 1700-tals arbejder fra den berømte svenskers værksted. Vurdering 75.000–100.000 kr. Det kan også lade sig gøre med en L. H. Heymas terrastial (jord) globe fra Berlin til ”bare” 20.000–25.000 kr. Mon det var den Chaplin jonglerede med i filmen ”Diktatoren”? Så er der ”Den Løvenørnske Elfenbenspokal” udført 1663–65 af Joachim Henne, en af barokkens bedste billedskærere i Nordeuropa. Den skal nok nå millionen i hammerslag. Måske vil ”Det Kampmannske ur” den følgende dag komme i nærheden af samme hammerslag. Uret er udført af Chervallier Her. du Roy, Frankrig ca. 1750, formodentlig til den russiske czar. Efter et skibsforlis norden om Jylland bliver uret solgt på strandingsauktion og havnede i Vendsyssel hos præsten i Skæve. Det er så gået arv hos familien i ca. 250 år til det igen er på auktion. Mere nordjysk er med. Et andet 1700-tals arbejde udbydes i form af lygteuret fra Jens v. Bundgaards værksted i Thy. Og så er vi nede på vurderingen 60.000 – 80.000 kr. Flere spændende objekter findes blandt urene – endda til en vurderingen på 6000 kr. Det er kaminuret fra omkr. 1840 fremstillet af den kendte urmagerslægt Jürgensen. Dette er lavet af Fritz Jürgensen, men hvilken af de to? Far eller søn af samme navn og profession. Er det faderen, der var bror til eventyreren Jørgen Jürgensen, ”Kongen af Island”, eller var det sønnen, som mange nok kender bedre som satiretegneren Fritz Jürgensen? Han huskes ganske vel for tegningerne med figuren Gyssemand. Kinesisk kunstindustri og orientalske tæpper kan fascinere og sælges på sidstedagen, 12. juni, men malerier, tegninger og grafik vil gerne have dagene 7. – 9. juni. Antikvitetsafdelingen af auktionen trængte sig virkelig på denne gang med så mange spændende highlights, at malerierne må vige noget af pladsen for disse. Tro ikke, at malerierne ikke fortjener langt mere omtale, end det er muligt her – det gør de. Vi har virkelig at gøre med de kendte og mange andre kunstnere af høj kvalitet, men hvor navnet ikke bærer de højeste priser, så gode handler til væggene kan gøres. 250 fotos fra Skagen Vi præsenteres for et spændende udvalg af Skagensmalernes arbejder – noget usædvanligt er, at auktionen medtager apoteker Klæbels mappe med ca. 250 fotos (1906-1912) af livet i Skagen netop fra disse kunstneres storhedstid. Mappen kommer næppe til at holde vurderingen på 10.000 – 15.000 kr. Et andet usædvanligt lot på auktionen er en buste i patineret bronze af en lille pige. Der er usikkerhed om, hvem den forestiller, og når vurderingen går op i 800.000 kr., må det være noget særligt. Den er modelleret i Rom 1744 og ses første gang udstillet i 1759. Og så er den lavet af den franske billedhugger Jacgues F. J. Saly, manden der var 14 år om at fremstille en af verdens smukkeste rytterstatuer, Frederik V på Amalienborg slotsplads. Malerierne på auktionen er af både Ring, Philipsen, Skovgaard, Holsøe, Hammershøi, Paul Fischer og andre plus de mere ukendte. Det er vidunderlige kunstværker i udførsel og motiv fremstillet af vore egne dygtige malere og tegnere, men der er også et rigt udvalg af udenlandsk kunst. Og så er det lidt af hvert, nemlig vore danske kunstnere, der arbejder i udlandet. Blandt disse har vi jo flere arbejder af vor Nordjyske store navn inden for malerkunsten, Anders Andersen fra Lundby lige syd for Aalborg. En kunstner, der som Ring og andre tilføjede sin hjembys navn til sit egentlige. Denne gang præsenteres han blandt flere arbejder med et skønt vinterlandskab, som må være her fra landet. Lille, men godt. Vurdering 30.000 kr.