Højen

Overraskende oldtidsfund i Jelling

JELLING:1000 år gamle græstørv med grønne vækstlag og et langhus på 23,5 meter. Det er, hvad de første boreprøver i Nordhøjen i Jelling og udgravninger i området har vist. Det er en positiv overraskelse for videnskabsfolkene i det storstilede Jellingprojekt. - Noget af det, vi gik efter, det var at få et billede af, hvordan landskabet var i vikingetiden omkring højene. Det faktisk været så godt, som vi kunne håbe på, fordi det, at græsset stadigvæk er grønt, og mosserne stadigvæk er grønne, det betyder, at vi har hele vegetationsbilledet fra de græstørv bevaret, siger adjunkt Mads Holst fra Afdeling for Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet. Højen holder tilsyneladende godt på vandet, og det har skabt gode forhold for plantevæksten inde i den. Man skal tæt på for at se, at græsset ikke er nyt, men 1000 år gammelt. Også fundet af det 23,5 meter lange hus fra slutningen af 900-tallet kan give et godt billede af, hvordan Jelling så ud på Harald Blåtands tid. - Det er det første, der er fundet i Jelling af bygninger uden for selve monumenterne. Det er den arkitektur, der er karakteristisk for Jelling-kongerne, siger Mads Holst. Hvis man forventer at kunne få en rundtur i et langhus fra vikingetiden, må man dog tro om igen. Det er kun konturerne og gamle stolpehuller, der er dukket op ved udgravningerne./ritzau/