Nørresundby

Overraskende sejr til ØBI's herrehold

Ø. BRØNDERSLEV: Men en højst overraskende sejr over topholdet Olympia, Nørresundby, på hele 29-21 efter 14-10 ved pausen og endda på Olympias bane, fik ØBI serie 2 herrehold i håndbold skabt sig lidt luft til bundholdene efter en katastrofal start på sæsonen. Træner Per Esbensen er ovenud tilfreds med den kanon-indsats som spillerne leverede. Allerede inden kampen fornemmede han, at spillerne bare ville have denne sejr. Ganske vist kom Olympia i front med 2-0, men allerede efter fem minutter fik ØBI bragt sig i front med 3-2, og herefter var der aldrig tvivl om udfaldet. Selv om en halvlegs-føring på fire mål ikke er meget, føler Per Esbensen alligevel, at ØBI havde kampen i den hule hånd. ØBI havde ellers afbud fra forsvarskrumtappen Preben Sten, men de øvrige gjorde det fortræffeligt - både forsvars- og angrebsmæssigt, og med sejren giver det gode forhåbninger til den resterende del af sæsonen. Men at forvente en topplacering efter den dårlige sæsonstart skal holdet nok ikke forvente. ØBI's mål blev scoret af: Søren Birk og Henrik Pedersen hver syv, Bo Kanstrup seks, Kim Jacobsen og Thomas Larsen hver tre, Casper Ziegler to, mens Bo Bertelsen scorede et mål. obj