Lokalpolitik

Overrasket over den hårde kritik

- Vi har fået indtryk af, at tingene var ved at være i orden, siger udvalgsformand i Rebild, Anders Norup (V).

På de månedlige udvalgsmøder tegnede forvaltningen et billede af fremgang. Derfor kom den hårde kritik fra Deloitte bag på formanden for børne- og ungdomsudvalget Anders Norup. 
Arkivfoto: Lars Pauli
På de månedlige udvalgsmøder tegnede forvaltningen et billede af fremgang. Derfor kom den hårde kritik fra Deloitte bag på formanden for børne- og ungdomsudvalget Anders Norup. Arkivfoto: Lars Pauli

Anders Norup (V) er overrasket over Deloittes hårde kritik af sagsbehandlingen på det specialiserede socialområde i Rebild. Ikke fordi han stiller spørgsmålstegn ved Deloittes arbejde, men fordi han som formand for børne- ungdomsudvalget hver måned på udvalgets møder har fået at vide, at det gik fremad. - Vi har på de månedlige udvalgsmøder fået indtryk af, at tingene var ved at være i orden, siger Anders Norup. Det indtryk har han ikke længere. - Jeg havde regnet med, at det så bedre ud. Jeg havde ikke forventet, at rapporten fra Deloitte var så kritisk. Jeg må erkende, at vi har et godt stykke vej endnu, siger Anders Norup. Gammel kritik i ny rapport I november 2010 afleverede Deloitte også en rapport til politikerne i Rebild. Dengang var rapportens ordlyd heller ikke til at tage fejl af. Der var blandt andet kritik af sagsgangen, manglende ledelsestilsyn, manglende kvalitetssikring, manglende systematik, manglende faglighed og manglende opfølgning og helhedstænkning. Kritik, som næsten ordret flugter ordlyden i den Deloitte-rapport, byrådet blev præsenteret for i torsdags. Dengang blev rapporten fuldt op af en omfattende handleplan, som skulle rette op på den problematiske situation, men nu har Deloitte konstateret, at det er så som så med fremgangen. Økonomiudvalgets opgave Siden rapporten i 2010 er der ellers etableret et helt nyt center, der er ansat en ny centerchef og ikke mindst en ny direktør, men resultaterne er udeblevet. - Jeg havde håbet, at vi var tættere på målet, end vi er, siger Anders Norup. Han vil ikke udtale sig skråsikkert om eventuelle konsekvenser for den nuværende ledelses rolle, men udvalgsformanden forventer, at ledelsens rolle bliver et punkt på økonomiudvalgets dagsorden efter påske. - Der har været skiftende ledere på området, og jeg mener, at det er rimeligt, at økonomiudvalget vurderer, om nogle i ledelsen skulle have ageret anderledes undervejs, siger Ander Norup. Problemerne har været kendt Han er selv af den opfattelse, at der er ledelsesmæssige ting, som skulle have været gjort anderledes, siden Rebild kommune blev dannet i 2007. Derfor er det efter Anders Norups opfattelse for snævert kun at se på den nuværende centerchef og direktør. - Der er ledere tilbage i tiden, som har kendt til nogle af de problemstillinger, vi arbejder med nu, siger Anders Norup. Der er ingen tvivl om, at der nu skal ske markante forbedringer på området. - Vi kan ikke leve med flere så kritiske rapporter. Nu skal der sættes noget i gang, som med garanti virker. Rebild Kommune kan ikke holde til, at det her fortsætter, siger Anders Norup. Mere politisk kontrol Om man politisk kunne have gjort mere for at sikre sig, at de fremskridt, man havde indtryk af, rent faktisk også skete, kalder Anders Norup et rigtig godt spørgsmål. - Mit svar er, at der i fremtiden skal være en mere præcis afrapportering fra forvaltningen til børne- og ungdomsudvalget. Ikke kun om økonomien men også i et eller andet omfang om sagerne, siger Anders Norup, men han er ikke er nået frem til et bud på, hvordan det skal ske i praksis. - Men vi skal have mere præcis information. For eksempel om, der er sket politianmeldelse, om der er sket anbringelser og, om der er sket opfølgning på anbringelser. - Det drejer sig om, at vi skal have løst opgaven, og det kræver en mere præcis politisk kontrol af forvaltningen, siger Anders Norup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden